Fastaval er kendt i mere end bare Danmark, og en af grundene til det er Anna Westerling. Hun har været en fantastisk ambassadør for kongressen i både Norden og resten af verden, og har gjort et stort stykke arbejde for at udbrede kendskabet til Fastaval udenfor Fastavals egne grænser. Inspireret af bl.a. Fastaval, har hun startet Stockholm Scenario Festival, og hun kan tilskrives en god del af æren for at lokke så mange udlændinge til Danmark for at spille rollespil. Anna Westerling er nomineret til Fastavals Æresotto 2016, fordi hun ikke bare gør Fastaval bedre og mere inkluderende, men fordi hun er med til at brede Fastaval ud til resten af verden.

Enhver der har været på Fastaval ved, at der bag Generalen er et helt skyggemaskineri, der får hjulene til at dreje rundt. Et af de vigtigste tandhjul i det maskineri hedder Peter Lind. Han har i en årrække stået for IT-system og tilmelding, og selv om hans gerninger ikke er glamorøse eller flashy, så er det med til at gøre Fastaval mulig. Alle, der har indsigt i, hvad der foregår bag scenerne, ved, hvor vigtig Peter er for Fastaval. Peter Lind er nomineret til Fastavals Æresotto 2016 fordi han gør en fantastisk indsats for Fastaval.

Ildsjæle er der mange af, men få af dem er ligeså ihærdige som Ida Kirstine Jensen. Hun har været Fastaval-arrangør i årevis, og har stået for både kiosk og FastaWear. En af de ting, hun har arbejdet hårdt for, er at give unge en chance, og hun har lagt en stor indsats for at gøre Fastaval for et mere trygt og rart sted at være for de unge deltagere. Skal man kalde Ida for noget, så må det være Fastaktivist, og uden dem står vi i stampe. Ida Kirstine Jensen er nomineret til Fastavals Æresotto 2016, fordi deltagerkultur i sidste ende ændres af deltagerne, og dem der tager slæbet - og det gør Ida.

Der findes 3,8 millioner gode grunde til, hvorfor Anders Berner skulle have Æresottoen. Det er nemlig tallet for, hvor mange kroner Anders gennem sit utrættelige arbejde skaffede rollespilsmiljøet sidste år. Hans rollespilskarriere startede tilbage i 1990’erne, og siden da har han lavet alt fra at medbringe rygertelt til Fastaval til at lave rollespil i Palæstina. Anders Berner er nomineret til Fastavals Æresotto 2016, fordi han er et sympatisk powerhouse i vores miljø, som det er svært at komme uden om.

Har du nogensinde spekuleret over, hvordan det føles at være en nyudklækket klat slim, der kravler rundt i din fars krop og høster hans kropsvæsker for at fodre dem til din mor i et drabeligt kapløb med dine søskende om hendes kærlighed for derved undgå at blive fortæret af hende og få en chance for at leve?

Mother nomineres for et slibrigt tema, der bringer nyt liv (og død) til en genre hvor temaer ellers ofte gentages og klicheer er udbredte. Temaet understøttes også af originale markedsmekanikker og en gradvis afsløring af ressourcernes værdi i slutspillet, der tilsammen giver et unikt feel.

“Det eneste, der er stærkere end Moders kærlighed er Moders sult.”

FX 766 kører ud på startbanen, samtidigt med at det forsinkede fly fra Oklahoma endelig er har fundet ind på den rigtige indflyvningsrute og er på vej til landing. Dog er flyet på vej ind i en lidt højere fart end godt er. Sector control har igen sovet i timen, men blev også sat lidt tilbage da luftrummet over den nærliggende militærbase pludseligt blev lukket. Derudover er vindstyrke og sigtbarhed helt hen i vejret i dag. Du tager endnu en slurk af din kaffe. Endnu en dag i kontroltårnet er godt igang.

Air Traffic Control nomineres for at kombinere stor detaljerigdom og kompleksitet med et simpelt gameplay. Samtidigt er simulationen så gennemført autentisk, at du virkelig føler dig som flyveleder.

“Flight 714 to Hobro, you are cleared for take-off.”

Krigen mellem White Angels og Black Evil raser i det ydre rum. De to flåder tørner sammen i en lang række slag i hver sin sektor. Bag sektor-kommandørerne står en admiral med det overordnede ansvar for at tildele sine officerer de ressourcer, der kan vende slagets gang. For hvis man klarer sig godt i en sektor, får ens hold flere skibe at arbejde med, og pludselig hjælper man den medspiller, der sidder 3 spilleplader til venstre.

Counter Defence nomineres for at give 20 spillere mulighed for at spille det samme brætspil i et hurtigt og adrenalinfyldt flow. Mekanikken hvor admiralen flytter ressourcer mellem spillepladerne giver hver sektor følelsen af at være mere end et 1-mod-1 spil, men uden at gå på kompromis med tempoet eller intensiteten.

“Chef, jeg mangler virkelig den battlecruiser. Nu, tak!”

En meter over gulvet hænger en kompliceret rumlig figur af farvestrålende stænger. De to spillere går rundt om den, og forsøger at tilføje eller fjerne elementer, så de kommer tættere på deres eget mål uden at hjælpe modstanderen alt for meget.

Stick Stack nomineres for at udnytte 3d-printerens nye muligheder til at skabe et unikt og nyt brætspil. Spillet foregår i 3 dimensioner, og spillernes evner til at overskue rumlige figurer bliver lige så vigtigt som deres evner til at planlægge næste træk.

“Hvis jeg lige fjerner den røde her og sætter en blå ind i stedet, så har jeg bygget et hus.”

*Blip hop. Blip blip kvæk. Blip splash!* 80’ernes kult-arkadespil Frogger vækkes til live i dette lille, men stramt designede frøspil, hvor flodens uforudsigelige træstammer og åkander skal udnyttes for at nå til den anden flodbred og muligheden for at fråde i fluer.

Spillet nomineres for et utroligt simpelt og strømlinet design, der på trods af sin korte længde kan spilles på flere niveauer. Spillet egner sig til både børn og voksne, og det er sjældent at et spil åbner så stor spændvidde med en så enkel præmis.

“Time sure is fun when you are having flies”

Sælsomme feer og alfer jager dødelige mennesker fra Shakespeares skuespil i en kappestrid mellem Titanias sommerhof og Oberons vinterhof, imens den listige skifting forsøger at mele sin egen kage.



I Midsummer har hver spiller sine egne mål - man vinder eller taber sammen med sit hold. En enkel auktionsmekanik krydres med muligheden for at “bestikke” andre til at trække deres bud tilbage. Kortene har flere forskellige funktioner, og skifter værdi, alt efter hvem der har dem.

Midsummer nomineres for sin velsmurte økonomi og det engagerende spil mellem de hemmelige roller, hvor man i lige grad prøver at hjælpe sine venner og hindre sine fjender.

“Ill met by moonlight, proud Titania!”

Ude i rummet hænger en flok rumstationer, ladt i stikken af deres nationer, der har for travlt med at føre krig. Så nu må stationerne prøve at samle skrot til at bygge den mest overlevelsesdygtige rumstation. Desværre er solpanelerne lidt slidte, så det er kun det modul der vender mod solen, der har energi.

Orbit nomineres for at være et solidt eurogame, hvor spillets tema giver mange muligheder for at optimere sin rumstation. Den modulære opbygning giver spændende udfordringer i at få aktiveret de moduler man omhyggeligt har bygget, og hvis man tager for mange chancer kan ens handlemuligheder sande til i stress.

“Slå bak - slå bak! Vi skal bruge laboratoriemodulet igen!”

Fire kosmonauter er på vej mod Neptun i et skib, der ikke nåede igennem de sidste sikkerhedstests. Det skal nemlig gå stærkt, hvis de skal nå frem før kapitalisterne og de kinesiske konkurrenter. Screeningen af besætningen var også lidt forhastet, så der kan gemme sig både spioner, robotter og kapitalister ombord - hver med deres egen dagsorden. Kreml sender hele tiden nye informationer, og hvis kosmonauterne er uforsigtige, tager skibets kunstige intelligens over – og hun følger sin helt egen agenda, der ikke altid tager højde for kosmonauternes velbefindende.

Spillet nomineres for følelsen af, at hvert spil fortæller sin egen historie.

“I’m sorry, Vladimir, I can’t let you do that!”

En respektfuld dokumentarisk behandling af et skoleskyderi kobles med stor naturlighed til en drømmende afsøgning af identitet. Scenariets centrale præmis er arbejdet ind i alle designvalg og sørger for, at der er noget på spil fra start til slut.

Kærligheden til Grønland stråler gennem hvert eneste ord og billede i et scenarie, der forfører deltagerne til en medrivende tour de force over indlandsisen og mod en mytologisk forløsning, der er lige så unik som den er gribende.

Det klassiske Lovecraft-scenarie om umenneskeligt vanvid får et spark i røven, når det bliver skåret ind til benet, fokuseret på rollernes udvikling og opdateret med moselig og liderlighed. Old school har aldrig været mere moderne.

Fra døren til Den Hvide Griff bliver sparket ind kører turen gennem Marienburg i højeste gear med gritty action og skumle bipersoner, men scenariet glemmer aldrig sin præmis om broderskab. Det er action med tyngde. Og warpstone.

Fire mennesker står alene – og måske sammen – overfor den ubarmhjertige natur, når jagten på den hvide bjørn bliver en storslået og grum rejse mod den endelige konfrontation med Fjeldgængeren og deres egen frygt. De grønlandske myter er så forbilledligt integreret i fortællingen, at ingen vil turde fløjte af nordlyset igen.

Byen Mêsti Mêdenas irrede kobbertage er en stemningsfuld og åben kulisse for både politisk rænkespil og dyster fantasy i en fortælling, der handler lige så meget om det eviggyldige dilemma mellem frihed og sikkerhed som det handler om et ildsprudlende bæst.

Fortidens synder bobler op til overfladen i en stramt struktureret fortælling, hvor spillerne inviteres til at fortælle sig imod et saftspændt klimaks og gå på opdagelse i 3000 års perversioner.

Et skarpt anslag tvinger rollerne ud i Marienburgs spillevende sandkasse af potentielle scener, hvor hæsblæsende action-scener og nedrige intriger gemmer sig bag hvert gadehjørne fra Doodkanaal til Euforiens Palads.

En gennemarbejdet og stilren tekst sætter spilleder i stand til at køre scenariet fra bladet, mens den gentagne brug af stemningsfulde virkelige billeder gør, at det dokumentariske element altid er nærværende.

Der er ikke et eneste ord for meget i hverken den stramme scenarietekst eller de knivskarpe kort. Spilleder bliver på imponerende vis klædt på til at introducere spillerne for formen og derefter efterlade scenarieteksten og deltage som spille

Det simple layout understøtter en tekst, hvor alt overflødigt er skåret bort, men hvor stemningen af regnvåde køreture gennem endeløse nåleskove er bevaret. Sproget i roller og handouts sørger for, at spillerne med det samme trækkes ind i scenariets univers.

Marienburgs enorme sandkasse af mulige plottråde præsenteres levende og overskueligt i et scenarie, der blander brugbarhed under spillet og klar formidling af regler med overskuddet til at kæle for de lirede detaljer i layoutet.

Gennem tilfældighed og minimale stykker tekster skabes en rolle med både kompleksitet og masser på spil. Spillerne har medejerskab allerede før scenariet begynder og får gode kort på hånden til at få spøgelseshistorien helt ind under huden på rollen.

Spillernes fortællepositioner er ekstremt brugbare værktøjer til at udfolde historien om Hende, Ham og Byen. Skarpt sprog og gennemtænkte nuancer sikrer, at rollerne altid har noget på spil og at arketyper som Håb og Forfald aldrig nærmer sig kliche.

Rollespil er verdens største kunstform og rollernes egoer er mindst lige så store. Spillerne får lov til at give fuld gas for deres drømme om at være rollespilsrockstars og bliver understøttet i både at spille komedie og drama.

Søskendeparret Michael og Kirsten er komplekse og troværdige roller, hvis almenmenneskelige konflikter og forkrampede forhold til sig selv og hinanden er scenariets essens og gør selv en tur på Statoil til en intens rollespilsoplevelse.

Fremmedgørelsen er totalt for monstrene. Både fra deres egen krop og fra resten af verden. Scenariet sætter alt ind på at fremkalde en enkelt følelse og lader spillerne udforske den.

Når et særligt emne kommer på bane synker en rolle hen i tavshed, mens de andre taler videre. Selvom ingen nævner det ved alle hvad rollen gennemgår, men ingen gør noget ved det. Et skridt fremad for at bringe det indre spil ud i rummet.

Flinkebrikkerne er det konkrete symbol på, hvordan kvinderne på Sprogø må indordne sig institutionens forventninger, for at få et liv der kan fungere ude i samfundet. Selve kvindernes identitet er på spil. Flinkebrikkerne er rollernes eneste håb og værste frygt på én og samme tid.

Klokken er både en isnende påmindelse om scenariets uundgåelige slutning og en konstant uforudsigelighed i scenerne, når grænserne mellem de tre Brenda’ers verdener udviskes og kampen om hendes identitet spidser til.

Ritualer, maske og besættelseskort lader deltagerne sammen skabe en hårrejsende oplevelse, når klasselokalet bliver hjemsøgt og spøgelserne Sara og Ikke-Sara tvinger sandheden frem om rollernes fortid og dybeste hemmeligheder.

Systemets overgreb kommer helt ind på kroppen gennem fysiske virkemidler, der først tvinger både rolle og spiller til underkastelse og derefter fastholder dem i frosne positurer, mens trøstesløsheden langsomt tager over.

De fysiske breve og samtalekortene driver scenariet fremad og giver et fast holdepunkt i dialogen mellem bror og søster, mens SMS’er hjemmefra og bekendelser til en upålidelig dagbog konfronterer rollerne med alt det, de ikke vil tale om.

For at have ydet en fantastisk indsats, langt over forventning.

For at have ydet en fantastisk indsats, langt over forventning.

For at have tilbudt at køre rollespil for infoen, efter lukketid i baren, da han hørte vi ikke havde tid til at deltage i så meget.