Alcoholism – Tragedy – Realistic Drama

Everything in our family revolved around Dad – whether he was healthy or sick, angry or happy. Everything could change in a moment. And I never knew when. And it didn’t matter how nice the day before had been. Dinner was always the worst time of day. There was no hiding or avoiding him then.

I named one of my teddies “Little Dad.” I tucked him in and read to him. I comforted him and held him tight when he was upset. I cooked him nice food and told him how much I loved him. And after a while, “Little Dad” recovered completely.

I quickly fell into in the role of the “little adult”. At four thirty, I went up to the bus to pick up Mom from work and give her a “weather report” as we called it. If he was sleeping, insane or just drunk. When Dad didn’t come home, Mom sent me out. I went from bar to bar and searched, sometimes late into the night. I only tell the funny stories because I am afraid of the others’ reaction.

When we had guests, I always had to kiss Mom and Dad goodnight. I guess it was supposed to look like an idyllic family. Sometimes we even started to doubt whether there really was something wrong. It was just the way it was.

Relapse depicts a family in the shadow of alcoholism. They don’t talk about it, it’s just a part of everyday life. The family covers it up, to others, each other and themselves. During the scenario the father’s alcoholism gets more and more out of control, and conflicts break out into the open.

Relapse is intense role playing focused on immersion and creating a powerful, moving story together. It is muted play, knowing looks and startling, violent outbursts of anger. It is scenes of shame, guilt and pity based on authentic accounts. It’s a scenario that gives players a free rein and suggests that players invest themselves in the game.

Alt i vores familie drejede sig om far – om han var rask eller syg, sur eller glad. Alt kunne vende på fem minutter. Og jeg vidste aldrig hvornår. Og så var det ligegyldigt, hvor rart vi havde haft det sammen dagen før. Middagsmaden var altid det værste tidspunkt på døgnet. Der kunne vi ikke gemme os eller undgå ham.

Jeg døbte en af mine bamser “lille far”. Jeg aede ham, puttede ham og læste højt. Jeg trøstede ham og knugede ham hårdt ind til mig, når han var ked ad det. Jeg gav ham dejlig mad og fortalte, hvor meget jeg holdt af ham. Og efter et stykke tid blev “lille far” helt rask igen.

Jeg indfandt mig hurtigt i rollen som den “lille voksne”. Halv fem gik jeg op til bussen for at hente mor fra arbejde og give hende en “vejrudsigt”, som vi kaldte det. Om han sov, var
vanvittig eller bare fuld. Når far ikke kom hjem, sendte mor mig afsted. Jeg gik fra værtshus til værtshus og ledte, nogle gange til langt ud på natten. Jeg nøjedes med at fortælle om de sjove episoder, fordi jeg var bange for de andres reaktion.

Når der var gæster, skulle jeg altid kysse far og mor godnat. Det skulle vel se ud som familieidyl. Vi kunne endda selv komme til at tvivle på, om der virkelig var noget galt. For det var jo en selvfølge for os. Det var bare sådan, det var.


Tilbagefald skildrer en familie i alkoholismens skygge. Der snakkes ikke om det, det er bare en del af hverdagen. Familien dækker over det, både over for andre, hinanden og sig selv. I løbet af scenariet kommer farens misbrug mere og mere ud af kontrol, og konflikterne bryder ud i lys lue.

Tilbagefald er intenst, tæt ROLLEspil med fokus på indlevelse og at skabe en stærk, vedkommende historie sammen. Det er tavst spil, indforståede blikke og overrumplende, voldsomme vredesudbrud. Det er scener om skam, skyld og medynk baseret på autentiske beretninger. Det er et scenarie, der giver spillerne meget frie hænder og lægger op til at spillerne investerer sig selv i spillet.

Genre:
Drama, bleed, socialrealisme

Spillertype:
Du kan lide at leve dig ind i rollen og presse karakteren helt derud, hvor den ikke kan bunde. Du lever dig ikke bare passivt ind i rollen, men handler aktivt på at udfolde historien.

Spilelementer:
Tilbagefald blev spillet på Fastaval 2012, hvor det vandt en Otto. Dette er en omskrevet udgave tilpasset blackbox-rammerne. Familiens hus er tegnet på gulvet med kridtstreger, som i filmen Dogville. Karakterer, som ikke er med i scenen, opholder sig i tilstødende værelser og kan også i fiktionen høre alt. De kan påvirke scenen med deres spil på den anden side af væggen, som de andre spillere jo kan se, selv om karaktererne ikke kan.