Rollespilsfabrikken 🗺️
Rollespilsfabrikken er en dansk frivillig rollespilsforening med base i København. Foreningen har gennem årene skabt oplevelser for tusindvis af børn, unge og voksne. Rollespilsfabrikken begyndte sine dage som foreningen Junior Rollespil København (JRK), som blev stiftet 30. marts 2005 med det formål at køre rollespillet i Rude Skov, der var startet i 2004. Foreningen voksede hurtigt og havde ved udgangen af 2005 lige omkring 300 medlemmer og to faste rollespil, der kørte en gang hver anden uge.
Foreningens første lokaler var på Rentemestervej 80 hos Rollespilsbutikken Arena. i løbet af 2006 flyttede foreningen fra Rentemestervej til Dortheavej, og samme år blev der udvidet med flere aktiviteter – workshops, ture til andre rollespil og et piratrollespil for unge med lige under 100 spillere. I efteråret 2007 flyttede foreningen til Glentevej og skiftede så småt navn til Rollespilsfabrikken, som efterfølgende er blevet benyttet.
I august 2013 ekspanderede Rollespilsfabrikken igen og flyttede med støtte fra kommunen til en hel villa i Brønshøj.
Rollespilsfabrikken har omkring 1.000 medlemmer.