You're Damned if You Do...

System: Vampire: The Masquerade

Av

Beskrivelse

Gabe stirrede ned i sin notesblok, som om det skulle give ham ideen til at komme videre. 7 år på New York University som forelæser i Filosofi. 7 år og nu sad han fast i et spørgsmål så banalt som spørgsmålet om fri vilje. Gabe smilede lidt for sig selv. Dette var hvad han elskede ved filosofien. Denne evige lille djævel der kunne få selv den mægtigste tænker til at dreje rundt om sig selv med selv de simpleste og tilsyneladende uskyldige spørgsmål. En elev havde stillet ham et spørgsmål efter en forelæsning, og Gabe havde troskyldigt refereret til alle de korrekte bøger.

Men er det ikke forkert at gribe det an ved ideen om vilje? havde eleven spurgt. Handler det ikke i virkeligheden om konsekvenserne af de valg vi tager?

Dette enkle spørgsmål have fået Gabe til at tænke. Havde eleven ret? Han lod blikket vandre hen over sine medpassagerer.

Som f.eks. personen, der sad et par meter fra ham, og skulede ad alt og alle. Tydeligvis en person med tilhørsforhold til en eller anden bande. Kronraget, med en stram hvid T-shirt, der fremhævede hans muskler. Og tatoveringer op og ned af armene. Gabe havde set ham skræmme to personer væk for at få den plads, han sad på. Det irriterede Gabe grænseløst, at sådan en bølle skulle have lov til den slags. Men han havde ikke gjort noget. Og hvorfor ikke?? Gabe kom frem til, at den direkte konsekvens ville være, at han ville blive slået fordærvet af personen.

Men når han ikke gjorde det, han havde lyst til, var det så frygt eller kalkuleret overblik over de konsekvenser hans handling ville have? Han kunne jo ikke være sikker før han gjorde det. Lyset i vognen flikkede og gik ud. Ikke nogen ualmindelig hændelse i New Yorks Subway. Lyset udefra gjorde, at vognen blev fanget i en stroboskopeffekt. En blinken der fik vognen til at se ud som om alle bevægede sig i slow-motion.

Gabe rejste sig. Næste station var, hvor han skulle af. Idet han stoppede sin notesblok i lommen, tabte han sin blyant. Han iagttog den som den, i lysets illusion, langsomt dalede ned imod gulvet, ramte og hoppede lidt op igen for til sidst at trille et stykke ned ad gulvet.

Gabe skulle lige at gå hen for at samle den op, da en skikkelse kom gående, bukkede sig roligt, samlede hans blyant op, rettede sig op og rakte den til ham.

Gabe havde altid sat sig en ære i at huske folk han mødte. Derfor undrede han sig i sit stille sind over, at han følte sig så tryg ved denne mand, trods han ville sværge på, at han aldrig havde set ham før. Han var klædt i en beskidt trenchcoat, havde langt tjavset hår. Kunne man ikke se hans øjne, ville man tro, at han var en hjemløs bums. Men hans øjne var utroligt blå og - fremfor alt - utrolig klare. Et træk der ikke forekom særlig tit hos guds tabte børn i New Yorks undergrundsbane.

Gabriel Sumner? Spurgte manden. Gabe trak på skuldrene, stadig forundret over den aura af tryghed der kom fra manden. Kald mig Gabe....min mor havde et eller andet med engle. Manden smilede. På en gang meget varmt, men samtidig også utroligt bedrøvet. Fornuftig mor. Kom. Vi skal af her. Manden vendte sig og gik hen imod døren. Toget stod fuldstændig stille. Det var tilsyneladende stoppet ved endestationen. Men det virkede ikke som om nogen var klar over det. Alle, Gabe kunne se, stod bare og stirrede ud i luften. Manden vendte sig i den nu åbne dør. Kom. Der er ikke megen tid.

Han vendte sig og gik. Spurgte man Gabe senere den aften, ville han ikke kunne afgøre, hvad han fandt mest mærkeligt. Det faktum at han uden videre fandt sig selv gå efter en mand, han aldrig før havde set, at det meste af toget stod som robotter, nogen havde pillet batterierne ud af, eller det faktum at fire andre gik med ham, selv om det var Gabe han havde talt til..

Spilt på

Priser

TRoA Con - Trolddom og Hekseri (2005)