Når de døde graver
RPG system: Earthdawn
By
✏️ | Torsten Duer |
✏️ | Christian William Scharling |
Description
Karavanen fortsatte så hurtigt som muligt langs den smalle vej. De enorme stepper syntes at fortsætte i en evighed, men tanken om Parlainth og den afstand til byen, der hele tiden blev større hjalp på humøret.
De 5 trolde lejesvende hyret af Djerkath, der også ejede karavanen, så bistre ud og var stort set ikke til at komme i kontakt med. De andre var en broget flok. Aryn Startinder så godt ud og sang også godt. Altså af et menneske at være. Gwendolyn med sin imponerende bue havde været meget anspændt i starten, men så ud til at slappe mere og mere af, efterhånden som afstanden til Parlainth blev større. Badran... ikke bare en ork men swordmaster oven i købet. Det må være svært at finde dem mere stormundede. 'Azrakz. T'skrang kriger. Det er svært at sige hvad han tænker for hvem kan læse en T'skrang? Endelig er der One-Tooth. Den kæmpe trold virker forholdsvis fredelig og som om han er den der nyder turen mest. Bare han ikke får for meget at drikke.
Karavanen gjorde holdt ved middagstid for et kort frokost stop.
"Kom nu, Tom. Mor sagde, vi ikke måtte gå så langt væk fra karavanen." Leana trak i sin storebrors ærme og snøftede lidt for at fange hans opmærksomhed. "Baah! Vi er ikke særlig langt væk. Men prøv lige at se ham dér. Han ser da skæg ud. Se, hvordan han går." Tom rykkede sit ærme til sig og brugte det til at tørre sig under næsen med. "Tom, kom nu …" klynkede Leana. Tom sprang op, idet han råbte: "Han er såret! Se hans ben. Kom, lad os hjælpe ham!" Så løb han ned ad skråningen så hurtigt, hans ben kunne bære ham.
"Men mor sagde …" mumlede Leana for sig selv, mens hun tittede efter Tom. Så spærrede hun pludselig øjnene op. Hendes mund åbnede sig, men ikke en lyd kom over hendes læber. Hun pressede hænderne mod sine ører, da Tom bgeyndte at skrige …
Played at
Viking-Con 16 (1997) | |
♻ | Con Dôme (2000) |
Send corrections for this page