Alexandria

About Alexandria
Give a hand: To-do
Submit corrections

Search for a game
Tags
Alexandria in numbers

Calendar
Blog feeds
Awards
The Jost Game

Contact us
Privacy policy
Login:
Language icon Choose language:

dadeennbsv

No Going Back Now

Participants: 1 GM, 4 players

By

✏️Henrik Olsen

Description

Den mørkerøde Dodge brølede ned af hovedvejen ud af byen. Patronhylstre, blodige forbindinger og øldåser rullede rundt i bunden af bilen. 2 af ruderne var skudt ud og der kom en farlig lyd fra motoren, men tiden var knap.
Ryan bundede resten af whiskey flasken og smed den ud af vinduet. Han var komplet ligeglad med de mange døde de havde efterladt bag sig. De 3 andre betød alt for ham og han ville lede dem gennem helvede. Det eneste der ikke gjorde ondt på hans blodindsmurte, mørbankede og trætte krop var den lette berøring på hans højre arm.
Hun smøg sig op af ham som en dødbringende cobra lavet af silke og stil. Hans gudinde, altid uforudsigelig, stærk og nådesløs. Diva var hans og det faktum var det eneste der holdt ham kørende. De ville brænde verden sammen hvis det var nødvendigt. Hun sendte ham et farligt blik og blinkede, endnu et af dem hvor man aldrig helt vidste om det var en trussel
eller en flirt.
På bagsædet sad kæmpen og proppede store fede patroner op i sin shotgun og pulsede på en knækket cigar. Hans bror Gunther var som altid irriteret, twitchy og ligeglad, men den kendsgerning var konstant. Intet ville nogensinde kunne ryste ham helt, men han var aldrig i balance. Et godstog bygget af smerte og had, men loyal mod det som betyder noget.
Ved siden af ham sad hun, den lille og spinkle skikkelse med de hvide rottehaler og det maniske smil. Hun rettede på sine runde briller der fik hende til at ligne Leon, ham lejemorderen fra filmen. Hun troede stadigvæk at Gunther var hendes far og det faktum kunne udnyttes. Alice var totalt vanvittig men dødbringende med sine mange, mange knive.
De havde 24 timer til at aflevere coken, få fat på pengene og betale den til Charlie, så ville de endelig være ude af deres kløer. Der var 4 timer tilbage og alt var gået galt. De vidste at de ville skride og der var ingen tilbage at stole på. Nu var kapløbet i gang. Han smilte for sig selv. Han havde ondt af dem der blev sendt for at stoppe dem.

Played at

Chopcon (2018)


Send corrections for this page