Lightning Struck

RPG system: Systemløst
Participants: 1 GM, 6 players

By

Description

Radioen spillede tørt en knasende og usikker udgave af Kate Perrys "I kissed a girl" Imens bussens rolige, vuggende bevægelser havde sat sig søvndyssende i dets passagerer. En ung mand sad med et lidt hurtigere beat i sin i-pod og trommede lettere fraværende med sine fingre på sædet foran sig, hvor en kvinde diskuterede ophidset - sikkert med hendes kæreste gennem sin mobil. Buschaufføren forsøgte desperat at skrue op for den stakkels radio eller måske finde et bedre signal, men Rocky Mountains lå som en kæmpe mur mellem det bevægelige transportmiddel og de signaler, der kom fra den nærliggende mast. En snorken lagde en let akkompagnement til den skrattende musik og en bumset ung fyr knaldede hovedet i ruden. Han så træt ud og blev nærmest hængende dér, som en splattet flue på et vindspejl og ænsede ikke at han savlede en smule. Bagerst i bussen sad en mor med sine to børn, der lystigt skændtes over den sidste slikkepind og moderens skarpe stemme skar sig som en skingrende sopran gennem den rokkende, støvede bus. Luften var tyk af de mange menneskedufte efter de sidste 3 timer i bussen, hvor de alle havde åndet ind og ud, ind og ud. Der var en spænding i luften - trykkende, som om en storm var på vej.

Tankerne svirrede kaotisk i hendes sind... "Mor, jeg vil altså have den slikkepind. Jeg vil.. jeg VIL", "Gad vide om jeg huskede at give katten mad - stakkels kræ, der kan gå lang tid...", Hun burde vide bedre, Hvad FANDEN tænker den kælling på, jeg smadrer hende sgu!", "Mon mor har lavet den lækre grydesteg hun plejer.. ville være godt. Det er længe siden jeg har været hjemme", "Det er bare... uendeligt ligegyldigt alt sammen - verden sutter" ...Hun peb let og forsøgte at skærme det hypersensitive sind mod de mange indtryk, mens hun søgte videre. Det måtte være der... det måtte! Hun var ikke kommet så langt nu.. Hun havde ikke udholdt al den smerte for at give op når hun var så tæt på. Hun pressede sit sind til det yderste.. bare lidt endnu.. Lidt endnu. Hun mærkede hvordan de mange sind gav efter for presset idet hun stred sig videre, dybere ind i det mørke morads der var menneskesind. "Jeg er...", "jeg savner...", "Åh hvor ville jeg ønske...", "Hvor er jeg på vej hen..."

Med ét flængede et hvidt lyn den disede himmel og chaufføren kiggede ud over landskabet i håb om at se det spektakulære skue. Den unge mand ved vinduet gav et vågnende snork fra sig og rodede sig træt i det pjuskede hår. Det ene barn skreg og et ældre ægtepar talte lavmælt med hinanden og pegede ud af vinduet. Endnu et lyn flængede himlen efterfuldt af et brag, der nærmest unaturligt hurtigt fik vinduerne i bussen til at blafre. De to børn hvinede igen forskrækkede og en forretningsmand med perfekt stylet hår og jakkesæt rynkede brynene let og lænede sig en smule ud i midten af bussen, for at se gennem forruden. Foran dem samlede sig kulsorte skyer, der sendte glitrende lyn som et vandfald ned over siden af Rocky Mountains. Uvejret havde samlet sig med en hastighed ingen af dem havde oplevet før og det så ud som om de var direkte på vej ind i det.

Forretningsmanden gispede let og skulle lige til at komme med en advarsel til chaufføren, da et hvidt lys blændede alle i bussen. Lyset skar sig ind i deres sind og blandede sig med den buldren, der flød gennem deres årer, idet lynet skar sig gennem luften. Fjernt fornemmede de, hvordan bussen blev revet til den ene side og skred hen ad vejen med hvinende dæk. Hårene på hele deres krop strittede af luftens elektriske ladning og i et øjeblik talte de deres hjerteslag

Played at