Legendernes Tid bliver 2 scenarier, der hedder henholdsvis 'Troldmandens prøve' og 'Skyggespil'. Scenarierne handler om tre byer, der ligger i et vildt og øde område, der er blevet koloniseret af serconske lykkejægere efter en krig for godt 200 år siden.

Som arrangører vil vi sætte fokus på intriger og magtkampe mellem spillerne, jagt på glemte, magiske skatte og kamp mod meget farlige monstre. Vi satser på mange små opgaver og intriger frem for et markant hovedplot. Det skal dog være muligt at spille de enkelte scenarier uden at have været med før.

»Ay, jeg sværger gode herre, der foregår virkelig nogle ubehagelige ting i Nochburg, folk opfører sig som fæ«. Jeg sad på kroen »Det Skidne Svin« og drak tæt sammen med en afdanket eks-gardist fra byvagten. Han var efter de indledende fraser begyndt at omtale forræderi og intriger i byen. En præsentation af mig selv ville på nuværende tidspunkt måske være på sin plads. Mit navn er Nikarus von Helmsburg. Jeg er oprindeligt af adelig afstamning men efter, at min faders fyrstedømme blev frataget mig ved magt, har jeg strejfet om og søgt eventyr sammen med nogle af mine gode venner. Nu befandt vi os som sagt i Nochburg, jeg snakkede med eks-gardisten der kaldte sig Johann Kemmler, en Serconer som jeg. »Noget stort er ved at ske, min ven«. Johann lænede sig ind over bordet. Jeg var i tvivl om hvorvidt han ikke kunne holde sig oprejst på grund af druk eller om han ville snakke mere hemmeligt med mig. Jeg fik dog aldrig svaret, for i samme øjeblik Johann skulle til at åbne munden, blev døren nærmest sparket op og nogle mennesker trådte ind. De var alle iført sorte våbenkapper bærende byens våbenmærke, hvilket identificerede dem som medlemmer af Theodor Trautes sorte garde. Den øverstbefalende pegede over imod det bord hvor Johann og jeg sad. Gardisterne gik over til vores bord og greb fat i Johann uden at sige et ord. De hev brutalt Johann med sig, han prøvede at gøre modstand men til ingen nytte. Det sidste jeg hørte Johann sige, imens de trak ham ud gennem døren, var »Forræderi, usle slyngler, i vil komme til at betale for jeres ugerninger. Det skal jeg nok sørge for«. Så forsvandt han ud igennem døren sammen med de sorte gardister. Da jeg senere spurgte efter Johann ville ingen svare på mine spørgsmål. Mine venner og jeg måtte drage videre uden at kende Johanns videre skæbne, da der begyndte at spredes rygter om, at Elarion halvelver, en af min rejsefæller, havde forført Fyrts Nochburgs datter. Imens vi red ud af hovedporten skarpt overvåget af den sorte garde, svor jeg, at det var det sidste, jeg havde set til Nochburg. Sådan skulle det dog desværre ikke gå.