Styx

RPG system: Traveller T20
Genre: Efterforskning, Sci-Fi
Participants: 5 players

By

Description

Eudige,

jeg har bare haft så underlige drømme, siden du forsvandt.

Værst er de lange nætter, når vores skib er i det stjerneløse jumpspace. Min søgen efter dig bringer os langsomt ned af Styx Main. De andre har svært ved at forstå, at vi flyver coreward af Styx, når du forsvandt i den modsatte retning - men det forstår vi godt, ikke? De tror, det er fordi min sorg har gjort mig vanvittig. Hvad for en sorg? Du er jo netop ikke død (hvad de så end siger).

Alligevel frygter jeg, at de har ret, at jeg er ved at miste forstanden. Jeg oplever så mange mærkelige ting - og ikke alle kan være virkelige? Ikke kun i jumpspace, men også når vi er ved havn. Er det min fornuft, der er ved at erodere? Eller er det noget du laver?

Men det er stadig drømmene i jumpspace, der er det værste. Som nu i nat. Jeg drømte, at jeg ikke kunne sove. Kender du det? I min drøm fornemmede pludselig, at du var på skibet. Jeg stod straks op for at lede efter dig. Jeg tror har haft den drøm før.

I messen mødte jeg den nye Aslan bodyguard, du ved? Han stod med et kæmpe sværd højt løftet over for en karton med mælk. Han lignede mere end nogen sinde løve-samuraien, Kuiohan, fra min barndoms tegnefilm. Med et brøl kløvede han mælken, der sprøjtede rødt blod over hele messen. Jeg var ligeglad. Det var hans drøm og helt sikkert ikke min. Eller måske var det Pilgrimmens? Han sad i hvert fald i et hjørne af messen og vippede med stilkeøjnene og studerede mælkemordet, mens han spiste et halvfuldt askebære. (Hvad får han dog ud af denne rejse, og hvad vil han fortælle, når han vender tilbage til sin isolerede planet?)

Jeg gik gennem døren til køkkenet, for at se om du var dér... men kom på en eller anden måde i stedet ind i lastrummet. Og det var mærkeligt nok lastrummet på dit skib. Det var halvtomt; kun nogle få kasser og skrammel og så altså lige noget, der lignende en sort sol. Den bare hang der - pulsende - midt i rummet, mens den sugede småkasser og løse genstande til sig. Ved den anden dør stod ham den døde mand, som jeg samlede op i den sidste havn. Han stirrede med rædsel på hvad-det-nu-end-var, mens han klamrede sig til et rør for ikke at blive suget med. Så det var nok hans drøm: Han ligner bare en, der kunne have lige netop sådan nogle mareridt.

Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke (for du ved jo, Eudige - jeg var i gang med at lede efter dig), men jeg trak i hvert fald i et par magnetsko og hentede ham ud af lastrummet. Vi endte mærkeligt nok på broen, hvor den altid effektive Anikka var på vagt. Hun trak straks en virkelig mærkelig pistol og rettede den mod mig for at dræbe mig. Ganske som du, Kuiohan og mange andre har gjort det tidligere i mine de-er-alle-sammen-ude-på-at-dræbe-mig mareridt. Jeg hader bare de drømme, så jeg ventede ikke på skuddet, men ignorerede hende i stedet fuldstændig og trampede bare forbi hendes meget forbavsede udtryk.

Jeg endte min søgning på dit værelse. Det gør jeg altid. Men du var der heller ikke denne gang. Træt stod jeg og stirrede gennem vinduet ud på jumpspace's mørke. Og så netop - netop lige i det øjeblik - forlod skibet jumpspace med en stille rysten og alle stjernerne vendte blinkende tilbage. En grå planet hang under os. Ventende. Er du mon et sted på den? Er du?

Og jeg var vågen. Jeg havde faktisk ikke sovet hele natten.

Eudige, jeg har bare haft så underlige drømme, siden du forsvandt!

Played at