Heinrich-notatet
RPG system: LARP
Organized by
Einherjerne
By
✏️ | Niels Holm Frederiksen |
✏️ | Rune Lippert |
Description
I det svage flimrende lys fra neonskiltet over diskotek ”Blue light”, var flokken af mennesker allerede begyndt at sive indenfor. Blue Light? - navnet antydede som de fleste andre diskoteknavne ingenting om hvordan stemningen var indenfor.
Jeg havde nu i 5 timer ventet overfor diskoteket, i døråbningen til en eller anden schweizisk bank. Hele tiden havde jeg ventet på at kvinden skulle dukke op. Hun havde ringet op aftenen før, og havde kun sagt:
Hvis du er interesseret i Heinrich-notatet så mød op på diskotek Blue Light i morgen aften. Jeg har oplysninger, der kan hjælpe dig med at finde dem.
Jeg havde stammende spurgt om hvordan jeg ville være i stand til at kende hende. Hun svarede blot:
Du er detektiven, find selv ud af det.
Herefter var der blevet lagt på. Da jeg senere tænkte tilbage på samtalen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hendes stemme. Den havde haft en sådan klang af musik og glæde at jeg først lagde telefonen på et godt stykke tid efter hun havde lagt på. En stemme som hendes var en stemme man kunne lytte til i timevis, ligegyldigt hvad der blev sagt, bare der blev sagt noget.
Jeg måtte pludseligt stoppe med at stå og drømme. En taxi var lige ankommet, og havde parkeret lige foran diskoteket. Ud af taxien steg den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set. Alt ved hende var perfekt. Hendes hår, hendes mund, hendes krop. Det måtte være kvinden med stemmen.
Mens jeg stille gik over gaden, kom jeg igen til at tænke på årsagen til jeg var kommet. Heinrich-notatet. Et notat der havde været forsvundet i over 5 år, og som alle i den Vestlige Koalition ledte efter med næb og klør.
I dag var begyndelsen på den sag der skulle gøre det godt igen. Ikke siden Disciple-mordene der for 5 år siden rystede hele verden, havde der været en chance for den helt store sag. Og da jeg jo ikke havde løst sagen om disciple-mordene, var dette jo helt sikkert en chance for at få den anerkendelse, jeg har fortjent.
Jeg trådte indenfor på diskoteket. Halvmørket lå som en dyne hen over det lille lokale. Kun et sted var der lys. På hende. Det var ikke som om det var hende der havde stillet sig i lyset fra den eneste lampe i lokalet. Det var som om lyset fra lampen havde kastet sig over hende i en tavs anerkendelse af hendes skønhed. Jeg nærmede mig så roligt som man nu kan når man har et galopperende hjerte siddende i halsen. Hun vendte sig, og så mig direkte ind i øjnene. Det gav et sug i min mave og mellemgulv, og lyden fra de dårlige diskotekshøjtalere forsvandt fuldstændigt. Jeg kom til mig selv ved at hun med den smukkeste af munde smilede til mig og sagde:
Du kom!
De kedelige facts
Scenariet foregår i år 2006, 6 år efter at computerteknologien brød sammen pga. år 2000-problemet. Scenariet foregår i et miljø inspireret af den dystre cyperpunk-genre, dog uden teknologiske fremstød. Et miljø hvor menneskeheden teknologisk er blevet sat tilbage og hvor korruption er blevet en del af alles dagligdag. Selve scenariet omhandler ”Gate Avenue” og de folk der lever på denne gade, en gade der for blot 7 år siden var en af de fornemste i verden med store flotte kontorbygninger og dyre hoteller. I dag er det noget helt andet, gaden står i forfald og kun den schweiziske bank ”Mittersiel Bank” har bevaret sin storhed.
I vanlig Einherjerne-stil er scenografien noget vi går meget op i - derfor kan du blandt meget andet se frem til et scenarie med et fuldblods diskotek og en bar, i hvilken du kan købe drinks for spilpenge. Derfor kommer scenariet også til at koste 100 kr. pr. deltager og vi skal have 50 deltagere for at vores budget holder.
Vi vil også afsløre at mobiltelefoner og det at ringe til folk bliver en vigtig del af scenariet og den eneste kontakt spillerne har til verden udenfor gaden. Vi satser på at få en telefonboks stillet op, men ellers bør du medbringe din egen mobiltelefon - det bliver for egen regning hvilket telefonboksen også vil være.
For at gøre rollefordeling til scenariet lettere, står her i programmet en liste over 30 af de roller vi skal bruge. Når du tilmelder dig skal du så vælge 3 roller udfra de 30 som du kunne tænke dig at spille, du skal huske at prioritere rollerne sådan at din 1. prioritet er den rolle som du helst vil spille.
Når du tilmelder dig skal du:
Vælge 3 roller udfra de 30 roller som du vil spille og prioritere dem.
Skriv dine egne tanker omkring dine valgte roller.
Skriv mindst en rolle efter dit eget hoved.
Skriv lidt om dine erfaringer indenfor live.
Skriv om du har mobiltelefon.
Skriv lidt om dit fysiske udseende, og specielle kendetegn (skallet, tatovering m.m).
Medsend helst billede.
Rollerne
Alle rollerne er skrevet som hankøn, men kan uden problem ændres til hunkøn. Rollerne er altså ikke kønsbetinget, kun de få skrevet i hunkøn skal spilles af piger.
Sam Dickens: Sam er privatdetektiven der drømmer om den helt store sag der skal gøre ham rig og berømt i fremtiden. Indtil dette er nået bor han i sit lille kontor på Gate Avenue. Sam har en hjælper ansat i sin nevø Nevill Dickens.
Nevill Dickens: Nevill er en ung dreng med masser af krudt i. Han har levet det meste af sit liv på børnehjem, men lever nu med sin onkel der er privatdetektiv. Nevill elsker at leve det vilde liv, med technomusik og hvad der dertil hører.
Billy the Kid: Billy er kendt i nattelivet som en mand der ikke er bange for noget og udfører alle opgaver hvis prisen er rigtig.
Franz Pfennig: Direktør for den schweiziske bank ”Mittersiel Bank” - den eneste bygning der er tilbage fra Gate Avenue’s storhedstid. Franz er en af dem der sidder på penge og han sidder godt.
Boris Böltz: Bodyguard for direktøren i ”Mittersiel Bank”, en meget stor og stærk mand hvis farfar var topagent i Gestapo.
Janus Filipowich: Janus er ansat i ”Mittersiel Bank” hvor han har vist sig at være en meget talentfuld investor. Han har tjent store penge ind på børsen og bevæger sig nu roligt op i systemet.
Franco Gesparini: Direktøren for diskotek Blue Light, en mand med stærke kontakter i nattelivet. Han stammer oprindeligt fra Italien.
Jonathan Løvenborg: En meget venlig mand der er selskabelig og vellidt blandt de fleste folk, han er kendt som en mand der gavmildt deler ud af sine rigdomme.
Thomas Lindeberg: Thomas er nærmest daglig klient på ”Kir & Klink”. Hver dag kommer han ned og påstår han er meget syg (hypokonder) og trænger til medicin. Han er kendt af de fleste som gadens gamle original.
Robin ”Casanova” Wilhelmsen: Robin er blevet født med et udseende piger falder for og med noget der kan holde dem kørende hele natten. Robin bruger det meste af sit liv i kvindearme.
Brutus Amadeus: Brutus er en mand som få rigtigt kender. Han er en mand få mennesker tager seriøs, især fordi han konstant taler om at overtage verdensherredømmet.
Jürgen Gopels: Jürgen er leder af nazisterne på ”Gate Avenue”. En succesfuld mand der har skabt fremgang for nazisterne, især pga. af hans fremgangsmåder er meget mere åbne overfor samfundet end resten af nazisternes.
Hanz Gotlip: En af de ældre nazister der tænker meget filosofisk over nazismen, en mand der lever et normalt liv som medarbejder i ”Mittersiel Bank”.
Helmut Gerhn: En ung og talentfuld forsker der er stærk tilhænger af nazismen. Arbejder til daglig på klinikken på Gate Avenue.
Fritz Waffenz: Nynazist så det kan ses, han er fra skinhead-årgangen og har en meget destruktiv adfærd. Kan slå fra sig.
Rolf Teufel: Rolf er nazist og altid med hvor tingene sker. Han har mange store talenter og bliver ved med at overraske hans venner.
Pete Jefferson: Pete er den unge mand der var uheldig nok til at overtage direktørposten i Microsoft efter Bill Gates’ selvmord. Nu kæmper han med den synkende skude der siden år 2000 ikke har haft nogen varer at sælge.
Thomas Winslow: Ung programmør der brugte hele sin ungdom foran en computer. Han nåede lige at blive ansat i Microsoft og troede han skulle til at tjene rigtig mange penge da det brød sammen i år 2000. Nu er han på stoffer.
Jay ”Iceman” Upperman: En af nattelivets ravne, en mand der ikke ser dagens lys og i det hele taget ikke kan lide lys.
Bent Waltersen: Bent er medlem af Greenpeace og han er stolt af det, han er stolt af at han til daglig kæmper mod den kapitalistiske overmagt i kampen for at rede naturen.
Bo Jensen: En af de Greenpeace-folk der mener at når menneskeheden bruger grænseløse midler mod naturen bør der heller ikke være grænser for de midler som bliver brugt i naturens forsvar.
Morgens Grandlig: Præst og medlem af Greenpeace. Prædiker hver søndag for den gængse befolkning om overgrebene mod Moder Natur, Guds ægte og uberørte værk. Det tætteste på paradis der stadig eksisterer.
Jens Vindstrup: Jens er en af de mere eller mindre passive Greenpeace-folk, en mand der tavst udfører det meste arbejde. En mand der har er dygtig til de fleste opgaver.
Anna Stasia: En ung smuk dame, der ikke er nogen der rigtig kender, en pige omgivet med mystik.
Paul Brown: Paul er politimester på stationen på Gate Avenue, han har været der i mange år og har i årenes løb måtte erkende at lov og orden er forsvundet fra gadebilledet.
Mogens A. Møller: Politimand med mange år i styrken, han kæmper hårdt for at genindføre lov og orden til en verden der har mere brug for det end nogen sinde før.
Kristian Kir: Kristian er overlæge på klinikken ”Kir & Klink” han er en dygtig læge der i disse hårde tider prøver at leve et normalt og hæderligt liv.
Jørgern Klink: Jørgen er læge på klinikken ”Kir & Klink”. Han har et tæt samarbejde med medicinalfirmaet ”Drugs’R’us” ellers prøver han sammen med Kir at få deres klinik til at overleve.
Linda Poulsen: Sygeplejeske på klinikken ”Kir & Klink”. Linda er en pige der elsker at høre og fortælle om andre folks liv. Hun bruger det meste af dagen på klinikken på at snakke med folk i venteværelset.
Annie Danielsen: Annie lever egentlig mest om natten og har kun jobbet på klinikken for at overleve og måske at opfylde sin drøm om at få en rig ung læge. Ellers lever hun det vilde natteliv som kun få kan følge med til.
Vladimir Mikhail: Vladimir er en af dem med kontakterne til sit hjemland i orden, Vladimir er i nattelivet kendt for at kunne skaffe lidt af hvert, så længe det er i orden at det er russisk.
Miguel Cortez: Miguel er en damernes mand, når han altså ikke lige laver forretninger. Lige meget om han bruger sin tid på kvinderne eller på pengene, så foregår det om natten.
Frederik Sørensen: Hjemmeopfinder og altmuligmand, lever det meste af sit liv i sit eget lille opfinderværksted i sin kælder.
Played at
⛔ | Horrorcon (1999) |
⛔ | Hyggecon (1999) |
Send corrections for this page