Nile Queen
RPG system: GURPS
Genre: Intrige
Participants: 6 GMs, 6 players
By
✏️ | Torben Ussing |
Description
Kaptajnen på Nile Queen tørrede sveden af panden med sit storternede lommetørklæde. Det havde været endnu en varm dag, og selv om solen var godt på vej ned, var temperaturen alligevel omkring de 35 grader i Kom Ombo. Eneste trøst var, at i Aswan hvor de kom fra var det endnu varmere. Landgangsbroen blev skubbet hen til skibet. Sommeren var ikke ligefrem højsæson, og der var ikke mange passagerer på skibet. Han kløede sig eftertænksomt i skægget, mens han så dem gå i land. Kentucky Smith, den tætbyggede amerikaner i skindjakken, gik først. Varmen lod ikke til at genere ham. Han færdedes hjemmevant hernede, talte arabisk næsten som en indfødt og virkede som ekspert i Ægyptens historie. Men han virkede nu ikke som en støvet professor-type, tværtimod. Turist var han absolut ikke, han kom vist også lige fra en udgravning i Aswan. Han gik direkte over mod bazaren.
Derefter kom Lord Jason Partridge og diamanthandleren de Vries i tæt samtale. Der var til gengæld et par typiske turister. Første gang i Ægypten, vildt imponeret over alt hvad de så. Lorden var nok den af dem der var mest praktisk klædt på - men englænderne havde jo også en tradition med varme lande, Indien især. Khaki-tøj efter seneste herremode. Det havde han aldrig set før. Den hollandske diamanthandler i sit mørke jakkesæt så ud som om han kom fra en svedekasse. Han kunne nu også godt trænge til at tabe sig lidt. Han var ellers kommet meget godt ud af det med Lorden - der havde han måske fundet en potentiel kunde. De to gik over mod cafeen, formentlig for at få en kølig øl.
Kaptajnen hilste med hånden til kasketten da de næste to gik i land. Det var direktøren for Cairo-museet og hans højre hånd. Direktøren havde en betragtelig politisk indflydelse, så ham var det vigtigt ikke at lægge sig ud med. De to så ligegyldigt op på ham og begyndte så at diskutere. De gestikulerede og pegede i hver sin retning, den ene mod bazaren, den anden mod caféen. Efter et øjebliks diskussion gik direktøren mod bazaren, mens hans hjælper gik hen mod caféen.
Så rettede kaptajnen sig op, trak maven ind og rettede på skjorten. Det var den amerikanske forfatterinde, der gik i land. Det var virkelig en steg! Hun var her for at få inspiration til sin næste bog. Kaptajnen ville med glæde fortælle hende alt om sin tid på Nilen - for eksempel over en aftendrink eller to i hans kahyt. Hans beretninger kunne sikkert vare flere nætter. Nå, det ville han nok ikke komme langt med. Hun havde godt nok allerede her på første dag flirtet en del med amerikaneren. Men endnu var det vist blevet ved flirteriet. Han ville dog æde sin cigar på at det ville komme længere inden de kom til Cairo. Efter et sidste, længselsfuldt blik efter hendes smukt hvælvede bagparti lænede han sig tilbage og tog en lang slurk af sin allerede lunkne øl. Det ville nok blive en interessant tur.
Yderligere fra Viking-Cons foromtale:
Scenen er Ægypten sommeren 1938, systemet er GURPS. Scenariet henvender sig til modne, seriøse rollespillere med lyst til intrigescenarier. Det har selvfølgelig ikke nogen betydning om du kender GURPS, men du skal have en del rollespilserfaring (og "hack'n slash" tæller i denne forbindelse ikke som rollespilserfaring!!).
Der er 6 hold á 6 pladser. Alle pladser vil blive fordelt ved lodtrækningen, der kan ikke forventes mulighed for tilmelding på connen. Holdene vil blive startet med 20 minutters mellemrum. Du skal derfor være indstillet på at dit hold måske først starter næsten 2 timer efter det angivne starttidspunkt. Alle vil dog få en briefing umiddelbart ved opstarten. Scenariet vil tage 6-6½ time fra holdets start.
Alle figurerne har en ret detaljeret baggrund, og nogle af dem har ret meget tilknyttet materiale. Vil du have lidt ekstra tid til gennemlæsning, skal du være velkommen til at komme et kvarter før tid. Her begynder vi ligeledes holdfordelingen. Gruppetilmeldinger respekteres. Der kåres et vinderhold baseret på hvor godt man har spillet sine roller.
Played at
Viking-Con 21 (2002) | |
♻ | Vintersol (2006) |
Send corrections for this page