Alexandria

Om Alexandria
Skicka in rättelser
Kontakta oss

Sök efter spel
Etiketter
Alexandria i siffror

Kalender
Jost-spelet
Bloggflöden

Priser

In English

Integritetspolicy
Logga in:
Välj språk:

dadeennbsv

Den sidste nat

Av

✏️Karl Georg Holm Laursen

Beskrivning

Gangen var mørk, kold og noget snæver. Det eneste lys der var så langt under jorden, under de døde bjerges rod, var de 3 fakler, prinsens vagter bar. Og skønt at de oplyste gangen, var det med et flakkende og næsten uhyggeligt skær, eller også var det gangen og hele situationen der skabte den uhyggelige stemning. Prins Amar Salahara 1. kunne mærke hvordan sveden, trods gangens kulde, begyndte at trille ned af hans pande… han kunne mærke hvordan hans åndedræt blev hurtigere og hurtigere, hvordan hans krop strittede imod og fortalte ham at han skulle skynde sig tilbage til overfladen, hvordan angsten greb hans hjerte. Historier fra hans barndom, uhyggelige historier, rygter, legender sprang frem i hans sind, som mørke stormfulde skyer: Døde koglerne tager ingen fanger, tilbyder ingen nåde, forhandler ikke og dræber alle deres fjender… sætninger gentog sig igen og igen, hurtigere, hurtigere og hurtigere…

”Min prins, er der noget galt?” Spurgte prinsens øverst livvagt, Nanbukor. ”Nej min ven…” Svarede prinsen skælvende, men til hans overraskelse opdagede at han var stoppet i den skumle gang. ”Jeg blev blot overvældet af situationen, et øjeblik” sagde prinsen og fremtrang et nervøst smil. Den enorme sorte kriger, Nanbukor, som stod foran prinsen i fuld plade rustning, med drabelige våben og ligeså mange ar i ansigtet som der var stjerner på natte himlen, sagde med brummende stemme ”Amar Salahara, min prins, der er intet at frygte, hvis du ikke vender tilbage til din fars palads vil forhandlingerne være ovre, og han vil kaste, Arashas, Arashas, Arashas død over dem der dræbte dig”. ”Desuden” sagde den store mand, smilende ”Har du jo Nanbukor, veteranen for hundredvis af kampe og flere slag end jeg kan tælle, med dig og nåhh ja Nan og Dafuri er jo helle ikke så ringe” sagde han let grinende og nikkede mod de to vagter der nu stod stålstille, med perfekt disciplin, bag prinsen. ”Jeg er sikker på forhandlingerne bliver korte, med din sølv tunge og de store rigdomme Emiren kan tilbyde”. Efter de få ord mærkede Salahara modet vende tilbage, alt hvad Nanbukor havde sagt var sandt, og han skulle nok gøre sin fader Emir Amar Karradian 1. stolt. Med fornyet styrke vandrede han videre ned af gangen.

Efter et godt stykke tid, nåede de hvad der lignede enden af den lange gang, og en massiv træ dør, med adskillige symboler viste sig. Nanbukor åbnede døren forsigtigt og trådte ind, og de andre fulgte trop. Rummet de kom ind i var meget lille, og de eneste møbler var et lille bord og en stol. Rummet var mørkt og fugtigt, og den samme ubehagelige stemning bredte sig i prinsens krop og sind. Enten havde han siddet der hele tiden, i den spinkle træstol eller også var han pludselig dukket op, prinsen kunne ikke afgøre det. Men en gammel mand med helt sort tøj, og lette guld smykker sad nu lige foran ham. ”Velkommen til, prins, jeg er Darakel Darir, Høj mester af Darums hus, dødekoglernes udsending” sagde manden med en næsten uhørlig stemme, som en hvisken. Prinsens vagter stillede sig om bag prinsen, som selv kiggede rummet igennem. Dødekogleren havde ingen vagter med, det gjorde blot den unge prins endnu mere nervøs. Prinsens blik flakkede rundt i rummet efter endnu en stol men fandt ingen. ”Bare rolig prins, forhandlingerne vil blive korte, du får ikke brug for at sidde ned” sagde manden, der nu så ældre ud end ved første øjekast. Prinsen rettede ryggen og fandt sit mod frem ”Jeg er Prins Amar Salahara 1. tredje søn af den mægtige emir Amar Karradian, hersker over dette land…”. Men før prinsen nåde at sige mere blev han stoppet af den gamle mands stemme, ”Dit navn må være nok, jeg behøver ikke at hører hele din slægtskabs historie. Jeg ved hvem du er, og jeg kender din historie”. Den gamle mand rejste sig hurtigt op fra stolen og kiggede prinsen lige ind i øjnene og sagde med høj røst ”Vi dødekoglere har hersket over området i hundredevis af år, før de Aetoriske kejsere tog magten. Vi har overlevet dem, sultaner og nu denne nye Emir, og vi vil overleve alt andet, for dette er vores land!”. Manden tog en dyb indånding og forsatte ”I har tre valgmuligheder: Forlad vores land, underlæg jeg vores lederskab og magt, eller … DØ!”. Det sidste sagde manden højre end alt det andet og fik det uomtvisteligt til at lyde som den trussel, det var. Prinsen var helt rystet og kunne ikke finde ord. Han havde regnet med lange civiliserede forhandlinger og aftaler, men det så allerede ud som om at forhandlingerne var ovre før de begyndte. Pludseligt hørtes der et brøl og prinsens livvagt Dafuri sprang frem mod dødekogleren, mens han råbte ”Ingen truer min prins eller mit rige!”. Men lige som den mægtige kriger skulle til at hugge hovedet af troldmanden, faldt han om midt i luften, som en fugl ramt i flugten af en pil. Dafuri styrtede mod gulvet, men før han ramte det, var hans krop blevet til støv og hans udstyr klirrede mod det kolde stengulv. Dødekogleren havde kun blinket en gang og intet sagt, og den mægtige kriger var ikke mere. Prinsen fremstammede nervøst og chokeret ”Min far har tusindvis af vogne, læsset med guld!! Det er alt sammen jeres blot i holder jer til jeres grotter, i Arashas navn, lad os finde en fredelig løsning…”. Dødekogleren sendte prinsen et strengt blik og sagde, ”Vi har ingen intresser i guld. I har hørt vores krav og I har et halvt år til at beslutte jer, farvel!”. Og da forvandt troldmanden, som om han aldrig havde været der, i et skygge blink. En mørk fortvivlende stemning bredte sig blandt nu i rummet og de sidste tre personer kiggede nervøst på hinanden. Prisen råbte ”Forbandt! Ved nargal! Min far bliver ikke glad for at hører det her! Forbandet!” Nanbukor fremtvang et nervøst smil, ”Forhandlingerne blev i det mindste korte”.

Det halve år er næsten gået. Det lille land karradien lever i stor velstand og fremgang, men en mørk skygge ligger over landet. Snart truer den sidste nat. Hvis du kunne tænke dig et spændende, fantasi, action, intriger, by og gyser spil, så er du og dine venner meget velkomne til at opleve den sidste nat. Som foregår i Del Aradim, verdens havnen, karradiens hovedstad, hvor politik er farligere end sværd. Vil du slutte dig til de brave forsvare af karradien, falde for dødekoglernes fristelser, dø en heltemodig men ubetydelige død eller ændre historiens gang? Det hele er op til dig!

Spelat på

Viking-Con 30 (2011)


Skicka in rättelser om den här sidan