Space is big, life is hard, and the Universe isn't just a game anymore...

En svag dirren i højre ben bragte ham tilbage til bevidsthed. Der var næsten helt mørkt, og hans anstrengte åndedræt var den eneste lyd, han kunne høre. Den kunstige tyngdekraft var næsten forsvundet, og kun det dryppende blod - hans blod - på indersiden af hjelmen afslørede, at han lå med hovedet nedad.

Han kunne se sin ene arm. Den stak frem i en sær, unaturlig vinkel - sikkert brækket - men han kunne ikke mærke noget. Faktisk kunne han ikke mærke noget som helst. Han var følelsesløs i det meste af kroppen, pånær den stikkende fornemmelse i højre ben. Han frygtede, at han havde brækket ryggen, da eksplosionen slyngede ham ned mellem sæderne og rev troppetransportens ene side op. De fleste af hans mænd blev enten flået i stykker af den voldsomme eksplosion eller suget ud af det gabende hul for at dø langsomt i rummets isnende kulde, når deres powersuits' life-support-systemer flere timer efter endelig gav op. Nogle oplevede en kombination af begge dele...

Det var et mirakel, at han var i live; at hans Brodie Powersuit stadig var intakt. Pludselig blev han opmærksom på den stigende mængde blod i hjelmen. Snart ville det nå over hans øjne, så over næsen, og til sidst ville han drukne i sit eget blod! Desperat kæmpede han for at dreje hovedet - for overhovedet at røre sig - men det var umuligt.

Pludselig følte han en kort smerte i højre ben, og med ét kunne han dreje hovedet. Ikke meget, men nok til i det svage, blege lys at skimte to skikkelser over ham, iført kraftige vakuum-dragter. Den ene holdt en raspende skrovsav; den anden stirrede overrasket på sit fund: en blodig stump der engang havde været et ben. Blodet i hjelmen blev ved med at stige...

De seks marinesoldater er presset til det yderste, og klar til hvad som helst, da vagten råber dem an.
"Holdt", bjæffer han. "Ingen kommer forbi her". Vend tilbage til jeres poster." Det er tydeligt at vagten er pumpet fuld af Quikkill og syntetisk
adrenalin. Hans pupiller har problemer med at fokusere og hans hjerte banker så hårdt at man næsten kan høre det. De seks marinesoldater bevæger sig langsomt nærmere.

"Holdt! Jeg blæser os allesammen ind i Helvede, hvis I ikke stopper." Sveden hagler af hans ansigt, og i hånden holder han en Iridium-granat. Pludselig bliver det tydeligt, at hans ene arm mangler. I stedet er der en stor blodig plamage der hvor hans Powersuits sfinktere har amputeret armen. Hans fingre dirrer over udløseren, da en af marinerne pludselig med en hurtig bevægelse planter to fingre i vagtens øjne.

Med et skrig slipper han granaten og tager sig til sit blødende hovede, mens marinesoldaten selvsikkert griber granaten og haster videre ind i rummet bag ham.

Rummet er en dok med redningskapsler og de fleste af dem er affyret. Lugen til den sidste redningskapsel lukker sig langsomt, mens dens eneste passager griner hånligt af marinesoldaten. Med en sammenbidt mine, måler soldaten afstanden til det stadig mindre hul med øjnene, og sætter timeren på granaten til tyve minutter...

Tre uger tidligere ...