Solen gik ned over slagmarken. Skyggerne fra de faldne krøb langs jorden som sjæle på flugt. Snart ville mørket opsluge dem og lade kroppene alene tilbage. Venner og slægtninge i blodigt favntag, gennemboret af hinandens pile og sværd. Hvad betød det nu, hvis hoved kronen hvilede på? Bedre om den blev siddende, hvor den sad, klæbet fast med blod og støv til kongens kløvede kranie.

Prins Purusha lod bue og spyd falde fra sine hænder. Han løftede hjelmen af sit hoved og spændte brynjen af sin krop. Langsomt fjernede han sig fra byen og paladset. Benene rystede under ham, som var det jorden selv, der skælvede. Og da de ikke ville bære ham længere, sank han i knæ. Resten af natten sad han ubevægelig under månen, badet i dens kølige vanvid. Ikke én gang kiggede han sig tilbage. Snart farvedes himlen rød af blodet fra endnu en sols fødsel. Purusha rejste sig og fortsatte.

»Samsara« er en fortælling fra det gamle Indien om en ung prins og hans oprør mod livet selv. En rejse i krop og sjæl mod ukendte mål.

A story from the ancient India about a young prince and his rebellion against life it self. A travel in body and spirit towards unknown destinations. Rerun from Fastaval 2004.