Alexandria

Om Alexandria
Skicka in rättelser
Kontakta oss

Sök efter spel
Etiketter
Alexandria i siffror

Kalender
Jost-spelet
Bloggflöden

Priser

In English

Integritetspolicy
Logga in:
Välj språk:

dadeennbsv

Fortidens spøgelser

System: D&D 3rd Edition
Genre: Efterforskning

Av

✏️Per Fabricius

Beskrivning

Landet Eran deles af floden Syrt. I nord hersker Lotus-juntaen, en gruppe tidligere helte, der ved vold, forræderi og snilde har myrdet kongen og underlagt sig denne del af landet. Mod syd reagerer kronprisen, som desperat forsøger at holde sammen på resterne af sit rige. Men Lotus-juntaen lader sig ikke nøjes med et halvt kongerige. Der går rygter om at de planlægger et angreb sydpå. Landet står midt i en af dets mørkeste stunder, og alt peger på at det bliver værre.

Lotus-juntaen sad ved deres højbord i den fyldte festsal og kiggede ned på den gamle, forslåede præst. Den miderste af dem, den mægtige magiker Jarx kiggede koldt på ham: ’Du skulle ikke havde rejst dig imod os, dit gamle fjols. Vi ønsker egentlig ikke din død, du er for gammel og ussel til at den vil bringe os nogen hæder. Men du giver os intet valg. Vi kan ikke forsat se igennem fingre med din indblanding. Selv fortids venskab må tilsidesættes i denne sag.’ Han sukkede irriteret og forsatte så med myndig stemme: ’Du idømmes herved til døden ved halshugning.’. Han gav tegn til vagten om at føre den gamle mand bort, men denne løftede sit ansigt og kiggede på folkene ved bordet, og uden had men med fasthed i stemmen sagde han: ’Hvad I gør mod folket er ondt. At gudernes straf skulle ramme jer, om det vil jeg lade andre prædike. Men sandelig siger jeg jer: Den hårdeste straf skal komme fra jer selv! Selv hvis jeres planer skulle lykkes så vil den dag komme hvor I vil se på jeres magt og vælde uden at kunne glædes ved den. Den dag vil I indse at et menneske intet er værd hvis det har taget skade på sin sjæl. Da vil I vide at I gjorde galt, men det vil da være for sent. Og gudernes hævn i form af ild og pinsel vil syntes mild!’. Folkene ved højbordet var blevet stille under den gamle mands tale, og de tilstedeværende i salen ligeså. Enkelte havde smågrinet i begyndelsen. Men de øvriges tavshed havde fået grinene til at dø hen. Nu da den gamle havde talt færdigt lo juntageneralen Lothar brølende og store dele af salen lo med ham. Det ligesom rensede luften for præstens alvorstunge ord. Da latteren stilnede af klappede Jarx ironisk ’Bravo! Fantastisk prædike præst. Jeg er sikkert på at den ville gøre et stort indtryk på bønder. Men tænk om den samvittighed du mener skulle dømme os ikke mere er i os. Tænk om den var blevet udslettet, udskiftet med den storhed, der nu fylder os. Samvittighed er for bønder. Det store menneske griner af den slags svagheder.’ Den gamle mand så på ham med tårer i øjnene. Men hvad var nu det? Han smilede! Ikke hævnfuldt, men mildt: ’Det er ikke din latter Lothar og ikke dine ord Jarx. I er ikke de der befriede landet og blev hædret herfor. I er nogen andre. Det vidste jeg vel da jeg begyndte at gøre oprør mod jeres uretfærdigheder. Men nu ser jer at I, mine gamle venner, er inde bag ved. Blot som fanger af disse forfærdelige sjæle der har besat jer’. Jarx rystede opgivende på hovedet og gav så tegn til vagterne om at føre præsten bort. Den gamle gik rank ud og hovedretten blev båret ind til stor begejstring for gæsterne. Snart efter var episoden stort set glemt.

*

Han vågnede. Fra hvad vågnede ham? Hvad foregik der? Hvem var han? Hvor var han? Der var mørkt, koldt og tåget omkring ham. En gren knækkede nær ham og han farede sammen. Han sad helt stille og lyttede. Han hørte flere lyde omkring sig. En lidt skinger stemme lød så, den prøvede vist at lyde modig, men frygten i den var tydelig ’Er... er her andre? Hvis der er så giv jer til kende.’

Spelat på

ARL MiniCon (2003)


Skicka in rättelser om den här sidan