I mørkets skygger

System: LARP
Genre: Fantasy, Gyser

Af

	Nicolai Hiorth
	Kristina Svegård
	Laura Danielle Worninger

Foromtale

Måneskæret oplyste den lille lysning i den tætte skov. Selv om natten var mild, var lysningen isende kold, som en frostklar vintermorgen. I skæret fra den kolde, blege måne stod de alle samlet. Stilhed. Ingen af dem sagde et ord. Omkring dem var der ro og skovens dyr holdt sig langt væk fra netop denne lysning netop denne nat. Længe havde de fem ventet, ventet på deres tid til at vende tilbage. Nu var tiden inde, og i stilhed gjorde de sig klar til deres pålagte opgave. Men endnu måtte de vente, vente indtil de blev hidkaldt af den udvalgte. For således lød den pagt der var indgået for næsten 3000 år siden, da de var blevet bundet af Rebecca hin Skønne. Men de havde tid nok, for de stod udenfor tiden, og deres eneste mål var at tjene det ord, der var blevet dem pålagt. De vidste at Mørket havde vundet en stor sejr, men også at krigen ikke var slut. Selv om de havde ventet i 3000 år vidste de allerde nu at Fjendens bane var født og profetien ville få sit udspil.

Ikke langt derfra vågede smukke øjne over den ensomme vandrer, der forsigtigt bevægede sig igennem skovens tætte krat. Præstindens ordrer havde været udtrykkelige. ”Lad intet ondt falde over kvinden. Hendes rolle er endnu ikke færdigtudspillet.” Men det var ikke kun præstindens ord, der havde været årsag til denne bevogtning af denne ene kvinde. Dybere følelser lå bag disse handlinger.

Et andet sted i samme skov var endnu en forsamling i gang, men denne var af helt anden karakter og alligevel ikke. Samlet i mørket stod en lille gruppe af mennesker og diskuterede hvorledes de bedst ville kunne spolere den forhadte greves planer for den kommende weekend. For de havde netop fået nys om hans planer om at ”beære” landsbyen med hans visit, og derfor havde han beordret en fest stablet på benene, så borgerne kunne hylde ham.

Langt derfra, midt i hylende vinde og fygende sne, rejste sig et slot op, mørkere end den mørkeste nat. Tårne højere end nogen andre bygninger i hele verdenen stræbte op efter månen for at omfavne og kvæle dens lys. For dette var Fordæverens bolig, og han var født af mørket og hadede lyset. Indenfor var intet lys, og mørket pulserede med hans had til lyset. Fra hans tronsal skuede han ud over sit nyvundne rige, og selv om han fandt lident modstand nogen steder var han tøvende. For han var ligeledes vel bekendt med det ussel menneskes profeti, der var blevet udtalt for næsten tre årtusinder siden. Udtalt af det menneske, der havde sniget sig ind hans fæstning og frarøvet ham de tretten sølvruner. Kun én gang før var det lykkedes noget levent at slippe fra hans slot, og mindet brændte stadigt stærkt i hans hadefulde sind. Men endnu var hans styrker ikke stærke nok til at angribe hans sande mål… Nok havde han dræbt en af hans moders børn, men han vidste også at det ikke havde været noget imod den opgave, der lå i at angribe hans forældres ynglinge. Ikke før han havde sikret sig at barnet ikke længere var en trussel.

Afviklinger 🗺️

Nævnt i følgende artikler

Links

• Hjemmeside (Wayback Machine)