Skikkelsen ser ud som den plejer, håret er også lige så fyldigt som det altid har været, men dets reflekser er noget sløve endnu. "Ikke så underligt", tænker du, mens du træder væk fra spejlet, "efter 12 års søvn kan man godt tillade sig at være lidt morgensløv". Men det er ikke morgen, og hvis man endelig gav sig til at kalde dette her for en morgen, så er det i hvert tilfælde en underlig sol der har vækket dig, ikke den smukke hvid-gule sol du er vant til, men en eller anden lille, gul stjerne, ti lysvintre fra dit hjem. Du studerer himmelrummet lidt endnu, før du fokuserer sensorene på den lille blå-grønne planet, som var jeres mål med denne lange rejse. "Det er utroligt, disse væsener er bygget ligesom os, de har næsten den samme fyiologi, og dog er de endnu ikke rejst længere end til deres egen måne. Hvor er de dog underudviklede". Som du tænker disse tanker, kan du mærke vhorledes din personlighed ændres ganske langsomt. Nu har dit folk virkelig lært at sætte pris på denne naturens gave, nu hvor de kan forlænge deres levetid op til en syv-otte gange. Så behøves de ikke altid være ens, men kan altid tilpasse sig til forskellige situationer.

Din tankerække afbrydes af kaptajnen, nu skal I endelig samles og få at vide præcis hvad denne mission går ud på, denne mission som ikke engang regeringen ved noget om, endelig skal I få at vide om I virkelig skal dømme disse væsener, bestemme over 5 millarder pseudo-intelligente dyrs liv og død.

"Tanker, tanker... hvilke tanker? Mine tanker? Ja! Hvilke tanker, hvad tænker jeg, hvorfor hvordan?"

Langsomt mærker du liv, ikke et hvilket som helst liv, men dit eget. Men lige nu består livet ikke af andet end tanker.

Lys! Lyd! Smag! Følelser! For en kort stund består livet af andet end tanker. Så, pludselig, som om nogen har slukket for en kontakt, forsvinder det hele igen. Intet, kun Mørke og Stilhed! Men nu ved du, nu husker du, du eksisterer. Langsomt kommer lyset igen, ikke så blændende som før, men blidt, du ser! Dine andre sanser vågner også op igen, ganske langsomt. Du vågner!

Efter en hård kamp med søvnen, og efter langsomt atter at have vænnet dig til brugen af dine lemmer, går du op på broen af jeres rumskib og stopper med ét op foran den store skærm og fæstner blikket på planeten, som tydeligt træder frem fra verdensaltets mørke. Det er den, som har været målet for jeres lange rejse.

"Smukt!" tænker du, lige indtil du opdager de store sorte pletter på den ellers så skønne blågrønne planet. Du får analyseret dem med hjælp af kaptajnen, skibets computer. "Forurening forårsaget af de herboende os-lignende væsener" står der på skærmen som kommentar.

"Hvordan kan nogen være så primitive, dumme og uforstående?"

Som du tænker disse tanker, mærker du, at din personlighed forandres; du mærker en stille antipati mod disse væsener vokse inden i dit sind.

"Fortjener de virkelig at leve, disse 6,432 milliarder pseudointelligente væsener?" lyder det i dit hovede, mens kaptajnen indkalder til mødet, som skal forklare jer nærmere om den dom, du og dine medrejsende sandsynligvis skal afsige.