Dogme98 🗺️
Fra programmet for Fastaval 1999:
Du vil i år finde fem scenarier fra en flok mennesker, der kalder sig Dogme 98.
Dogme 98 er et kollektiv af scenarieforfattere stiftet i efteråret 1998.
Dogme 98's erklærede mål er at modarbejde "bisse tendenser" i dagens scenarier.
Dogme 98 er en redningsaktion!
Dette kunne lyde som en syg joke, men det er ramme alvor. Rollespilsscenarier i Danmark har i højere og højere grad nærmet sig en form, der kun handler om at fremhæve forfatterens ego frem for at skabe en god oplevelse for spillerne. Rollespil er ikke kunst - det er underholdning for alle de implicerede.
Filmens Dogme 95-formål er at modarbejde den dramaturgiske forudsigelighed og det alt for fastlagte formsprog i film i dag Derfor forsøger de at skrælle pynten af og "få sandheden frem".
Dogme 98's tilsvarende mål er at få rollespillets essens frem. At modarbejde den dramaturgiske forudsigelighed, som hører lagt mindre hjemme i rollespil end i film. At fjerne pynten, som man har set mange scenarier gemme sig bag. Rollespil handler om at lade fantasien udfolde sig, og det skal kunne lade sig gøre uden overflødige effekter og kendte forfatternavne.
Dogme 98 står i opposition til det "kunstneriske" scenarie ved udformningen af det uomtvistelige regelsæt kaldet "KYSKHEDSLØFTET":
1. Afviklingen af scenariet skal foregå omkring et bord. Der må ikke indgå live-elementer af nogen art. Enhver form for dekoration af lokalet er forbudt (dvs. ingen duge, effekter, musik, plastiksække på væggene osv.).
2. Scenariet skal være systemløst. Det skal skrives til én spilleder og seks spillere.
3. Settingen skal være ordentligt forberedt/researchet, men kun det relevante baggrundsmateriale må indgå.
4. Ingen instruktion eller gode råd til spillere eller spilleder, de skal levnes plads til at fortolke.
5. Handouts er forbudt.
6. Scenariet må ikke indeholde overfladisk action.
7. Ingen lukkede rammer for spillerne.
8. Plotscenarier accepteres ikke. Scenariet må ikke opbygges efter gængse konstruktionsmodeller.
9. Scenariet skal skrives på skrivemaskine eller i formatet Courier 12 pkt. Det må ikke layoutes, udover hvad der er muligt på en ikke-elektrisk skrivemaskine. Illustrationer af enhver art er forbudt.
10. Forfatteren må ikke krediteres.
Du kan læse mere om Dogme 98 på internetadressen http://www.dogme98.dk