Bird of Prey

System: GURPS World of Darkness

Af

Foromtale

Billygternes lange lysvifter fejer op over bakkekammen, og rejser sig i luften som lyset fra luftværnsspots. Da pickup-trucken nærmer sig toppen af bakken, bliver roden af lysvifterne kraftigere for derefter pludseligt at slå ned, så den orangebrune kørebane bliver oplyst, i det køretøjet kommer over bakketoppen.
I høj hast bevæger pickup’en sig ned ad bakken, efterladende en rødlig dis af støv, der spreder sig til en grålig ugennemsigtig masse. Bilens lygter slukkes, og uden lys lader pickup’en sig trille et stykke ned af bakken, inden den drejer af og bremser ved foden af en skrænt, der tårner sig op foran den. Et stykke tid holder pickup’en med motoren kørende.

Et lys tændes inde i førerhuset, og medens den grålige støvsky stille glider bort, kan der anes en skygge på førersædet. Efter endnu et stykke tid slukkes lyset og motoren. Stilheden sænker sig som et fløjlstæppe over den lille dalsænkning, kun afbrudt i et kort sekund af den metalliske lyd fra en bildør der åbnes. En kvinde stiger ud. Forsigtigt ser hun sig omkring, og tager så en blød pose fra førersædet. Hun sætter sit mørke hår i en hestehale, og placerer en sort baseball kasket på hovedet, hvorefter hun retter på sin sorte Levi’s skjorte. Fra den bløde pose tager hun et par mørke overtræksbukser, og tager dem på ud over de lyse lærredsshorts hun bærer. Overtræksbukserne presses ned i et sæt militærstøvler, så støvlerne danner en hård, beskyttende ydre skal omkring hendes ankler. Den tomme pose smides ind i bilen og døren lukkes.

Kvinden går om bag køretøjet, og fra det åbne lad haler hun en skovl og et tæppe frem. Hun søger kort på ladet, og fisker en mindre stavlygte frem. Hun tænder den, og i dens blålige skær kan man se, at hendes øjne afsøger landskabet omkring hende. Intet synes at undgå disse unge øjne, dette smukke ansigt med stærke indianske træk. Hun tager skovlen og tæppet, og med det over skulderen bevæger hun sig i retning af skrænten.

I lygtens skær får hun lokaliseret et område, der synes at ligge nær et mindre klippefremspring. Efter at have lagt tæppet på jorden begynder hun at grave. Først nærmest aggressivt, dernæst mere forsigtigt. Efter et stykke tid bukker hun sig ned, og med hænderne børster hun noget jord væk fra et objekt. Stille står hun med lygten rettet ned i hullet, hun netop har gravet. Et par sten der lander i nærheden, får hende til at fare sammen. Hun lyser ud i mørket, og lyset når kun de nærmeste sten og den røde pickup nær hende. En fjern dump dunkende lyd får hende til at lade lyset blive på bilen. Hun går hen og lægger sin hånd på kølerhjelmen, og med et lettelsens smil vender hun sig for at gå tilbage til hullet.

Et lysglimt over skræntens kant får hende til at se op. Et glødende lys hvis center skinner som en metallisk cirkel hvis indre varme får overfladen til at gløde. Længe står hun og ser på objektet, og begynder først at bevæge sig, da endnu et objekt dukker frem over kanten. Begge objekter svæver over den lille dalsænkning, hvor de spreder et gyldent skær der oplyser hele landskabet. Hun går hen til hullet, men ombestemmer sig, da hun opdager at objekterne er begyndt at svæve ned mod hende. Hun begynder at løbe hen til bilen, men falder over en sten så hun lander på maven få meter fra køretøjets ene forhjul. Da hun kommer på benene, ser hun at et af objekterne er kommet mellem hende og pickup’en, hvorefter hun begynder at løbe væk fra bilen.

Igen falder hun, og da hun vender sig ser hun, at et af objekterne svæver næsten direkte over hende. Hun kanter sig baglæns, indtil hun støder imod et stykke klippe, der forhindrer hende i yderligere tilbagetrækning. En afslappende træthed begynder at værke i hendes ben, og hun opdager at hun end ikke kan bevæge dem. En kvælningsfornemmelse presser sig frem, og hun kan mærke, at noget synes at klemme om hendes lunger. Bilen lidt derfra begynder at blive sløret af sorte plamager, som følge af manglende ilt til hendes hjerne, og hun kan se at halvvejs mellem hende og pickup’en ligger lygten, og lyser på ingenting.

Pludseligt kommer en erindring fra hun var lille. Egentlig noget hun for længst havde glemt, og scenen vækker ingen genkendelse. En varm sommerdag, hvor der leges i vandet fra en brandstander. Hun hoster svagt, og en dråbe blod løber ned mod hendes hage fra hendes ene mundvig. Munden står halvt åben, i et ansigt der udstråler en vis forbløffelse. Igen hoster hun svagt, hvorefter det evige mørke sænker sig over hendes legeme.

Spillet på