Alexandria

Om Alexandria
Indsend rettelser
Kontakt os

Søg efter spil
Tags
Alexandria i tal

Kalender
Jost-spillet
Blog-feeds

Priser

In English
Log ind:
Vælg sprog:

daennbsv

Dæmonians - Fra mørke til mørke

System: Systemløst
Deltagere: 1 GM, 5 spillere

Af

✏️Gitte Søe-Larsen

Foromtale

Et skrig flænger den kolde nat og det er næsten som om en vind hvisker tilbage i de tørre efterårsblade, der hvirvler henover den halvvåde asfalt. Skriget kvæles alt for hurtigt og bliver en kort rallen, der hurtigt dør ud. I det fjerne gør et par hunde og hiver i kæden, som om de fornemmer ondskaben, der er i spil i den kolde nat. Midt på den halvmørke gade bevæger en rank skikkelse sig med flydende bevægelser. Mandens ansigt er skjult i mørket af jakkens hætte, men hans kropsholdning afslører, at han bevæger sig med styrke og behændighed, idet han gør en bevægelse med hånden og nikker en kort ubemærket hilsen til en kvinde i en alt for stor hættetrøje, der hænger ud på en bænk, med sin mobil som en lysende kegle på sit ansigt i den kolde aften. Ud fra en sidegade kryber en nærmest skyggelignende, slank skikkelse hen imod de to andre, der ser imod den mørkklædte, unge mand der med lette, næsten frygtsomme skridt sætter kursen i deres retning.

- Er det tid nu, herre?"
Den ranke mand smiler et kort men charmerende smil

- "Ikke herre, Khuul. Navnet er Sylvio."
Sylvio vender sig spørgende mod kvinden med hættetrøjen, der lader sin mobil glide ned i bukselommen og rejser sig, idet hun svarer med en klar og lavmælt stemme

- "Jeg vil mene at skriget, vi netop hørte, betyder, at vi ikke er alene i aften og at Soltark allerede ER på sagen med alle sine ... talenter"
Hun fnyser let og hendes mørke ansigt udtrykker alvorlig bekymring og en anelse foragt. Sylvio lægger en bred, velplejet hånd på hendes spinkle skulder og ser ned på hende

- "Hannah... Jeg ved, hvad du føler for ham, men vi har brug for de evner, han besidder. Er du sikker på at hun er derinde?"
Han kaster et blik på et mindre, mørklagt lejlighedskompleks i den ældre stil fra dengang, hvor man stadig satte pris på udsmykning i murværket. Hannah lukker øjnene kort og tager en dyb indånding mens hun koncentrerer sig om lejligheden overfor. Hun mumler en lille remse og vinden hvirvler igen de tørre blade i en cirkel omkring dem, før hun igen åbner øjnene.

- "Medmindre, der pludselig er flyttet en anden Mærket ind i lejligheden vil mit bedste bud være, at hun sover i sin seng... men Sylvio, du ved, hvordan mine evner fungerer. Elementerne er ikke altid troværdige - og slet ikke i byen." Sylvio nikker igen og trækker hætten bort fra det smukke ansigt og det mørkebrune hår, der falder nærmest djævelsk perfekt om hans smalle ansigt.

- "Så lad os gøre det, vi skal og må lyset se i nåde til os, der arbejder i mørket"

...

Hun drømmer om et sted... et sted hun har hørt sin far tale om så ofte med en brændende og varm stemme - et sted hvor lyset skinner og varmer helt ind i sjælen - favner hende og skubber det truende mørke bort. Hun hører sin egen glade latter - en latter der så ofte holdes tilbage fordi hun ved dybt i sit indre at der findes et mørke derude... der truer... der kalder.

[...]

Spillet på

ESFROAG (2013)


Indsend rettelser for denne side