Fremtid af fortiden

System: Systemløst
Deltagere: 1 GM, 6 spillere

Af

Foromtale

Regnen silede ned og fossede ud på vej og gade. Nådesløst forsøgte den at drukne kloakken der ikke fik 5 sekunders hvil til at synke det frådende hav fra oven. Gadelygterne lavede mønstre og deres skær hoppede og dansede i de utrættelige pytter der flød sammen og kun nødvilligt lod sig flytte når en tung bil sprøjtede igennem dem. I gyderne kan man se de hjemløse søge ly under udhæng og forsøge at redde deres papkasse hjem fra total gennemblødt ødelæggelse.

Der midt i den mørke våde nat, var de mødt op, ikke fordi de var hjemløse selvom nogen fra den lille gruppe til tide følte sig sådan, heller ikke fordi de elskede at blive gennemblødte. Nej hele deres krop udviste at de ventede på noget. De vidste alle de skulle være her, de vidste alle at de skulle vente og ikke søge ly på McD eller Café Pirates Lair. De vidste det så sikkert som hvis nogen havde fortalt dem det, men ingen af dem kunne sige hvorfor de vidste det.

Da jeg mødte ham første gang var den aften hvor jeg havde slået op med kæresten fordi hun ikke synes at jeg var den eneste hun ville i seng med. Han havde kigget på mig fra den anden side af Caféen og da jeg halvsejlende havde rejst mig og på nær var styrtet på hovedet ud foran en bil, havde han med et fast men roligt greb trukket mig tilbage og holdt mig på benene til den nærmeste bænk. Jeg husker tydelig det lange lyse hår der var flettet i en lang fletning med en læder rem. De sorte læderbukser og frakken der gav ham et mørkt gådefuldt udsende og så den lille silkeskjorte med det japanske mønster som i min fulde tilstand havde ladet den broderede drage vandre frem og tilbage mens den kiggede på mig med et smørret grin.

Hans beroligende adfærd havde ført mig ind i en anden verden, hans verden. En ny åbenbaring havde vist sig for mig, og de næste mange uger brugte jeg sammen med ham, dvs. når han havde tid. Det var her jeg lærte de andre at kende. En djævel havde forsøgt at overtale mig til at hade dem fordi de også kendte ham. Hvor den kom fra vidste jeg ikke, men hans personlighed havde ramt mig på en måde som jeg ikke troede muligt.

... og nu stod vi så her, og ventede

Spillet på