Klokken 22:01

(AKA: Kl. 22:01)

System: Systemløst
Genre: Efterforskning, Thriller
Deltagere: 1 GM, 6 spillere

Af

Download

Scenariet [dansk]

(1,1 MB)

Foromtale

Det var en vinterdag for 3… 4… nej det var sgu kun 3 år siden. Bussen sneglede sig af sted på de sneklædte veje. Der faldt ikke meget nysne, men den hensynsløse storm der fik de små fnug til at fungere som kaste‐is slynget af sted fra katapulter lagt væk, ramte bussen sider som hagl eller det der var værre. Det var som om natten selv som en ond fyrste ønskede at stoppe vores færd eller styrte os ned i en af de dybe kløfter der af og til viste sig på vores klatrende tur op af bjerget.

De fleste af os prøvede at få sovet, så vi kunne være friske når vi nåede målet for vores rejse… ”Lofer”. 8 dage med ski, fester og hygge.

Der lød et krak og bussen flyttede sig hårdt til højre, det var helt sikkert ikke endnu en snedrive, det var nærmere en sten eller klippe. Jeg kan huske jeg var halv‐vågen da bussen skred hårdt til højre og pludselig vendte verden rundt… alt blev kaos.

Det næste jeg husker er at sneen blæste ind gennem vinduerne. Alle sæderne i bussen som var vendt rundt til seng var sprunget fri så det mest af alt lignede et hav i oprør. Der var kaos over alt, mennesker, ting, kufferter, tøj, puder, tæpper.

…

På en eller anden måde kom vi ud, jeg kan ikke huske hvordan men vi fandt læ i en klippe sprække, der var lukket af sne for oven, så den dannede en hule. Jeg aner ikke hvordan det lykkede os at komme der og hvilken vej bussen var, alt havde været kaos. Der var mennesker, døde mennesker over alt i bussen, mange var fløjet ud af bussen, eller kommet væk, jeg ved ikke… kaos, sne, kulde, mørke, blod, hvidt, rødt, sort… så mørke og stikkende grantræer… til sidst bare mørke. Vi må have segnet af kulden for pludselig kom lyset, først skærende. Når jeg tænker over det mindede det om films fremstilling af vejen til døden. Senere blev det bare lyst og sneen gjorde det hele umuligt, vi var sikkert sneblinde. Jeg husker ikke så meget fra første dag, kun at vi lagde og halv sov, før de af os som kunne orke det fik slæbt os tilbage til bussen.

Der lå den. Med nyfalden sne over sig som en snehytte, nærmest symbolsk steg der røg op fra den som om der var folk der lavede mad. Det er sikkert den uvante situation blandet med frygten for hvad der skulle ske som fik min hjerne til at se noget der ikke var der. Jeg så, altså jeg så virkelig en lille pige vinke fra bussen.

Da vi kom frem, var det idylliske billede forvandlet til kaos, der var lig over alt. Jeg kan huske jeg brækkede mig i nærmeste snedrive. Det hele var bare så makabert. Nogle var spiddet på glas eller metal, andre lå i underlige stillinger der fortalte alt om deres tilstand, andre igen så ud som om de var frosset ihjel. Men… men havde vi ikke haft alle overlevende med herfra?

Her gik det op for mig… mørke… jeg kunne intet huske… jeg kunne ikke huske noget som helst efter at bussen var skredet ud over kanten og rullet, eller nærmere kastet i afgrunden for at ligge stille i snemørket.

…

Jeg husker tydeligt helikopteren, som kom dalende som en engel fra himlen. Redningsfolkene i deres selvlysende gule og røde dragter. De gik på sneen som engle, ikke som os der halv kravlede halv faldt og trillede igennem sneen. Der var først langt senere det gik op for mig at det var pga. deres snesko at de ikke led samme skæbne som os. Det var som at blive født på ny, varme, tæpper, bad, kørestole, mad, drikke. Langsomt vendte vi tilbage til livet. Langsom gik sandheden op for os. Vi var kun 10 overlevende fra katastrofen. Et ægtepar, en ung pige og så os 7. Selv nu da vi sidder på afstand af det hele 4… nej det var sgu kun 3 år siden, kan jeg stadig ikke huske. Huske hvordan vi kom fra bussen og til hulen… hvordan vi overlevede… hvordan de fandt os… hvornår vi fik hjælp… hvordan de andre 38 mennesker omkom.

Spillet på

Trivia

• Fortsættelse: Kl. 22:01 del 2

Links

• Scenariet til download på ThyRF's hjemmeside