Hunter be Hunted

System: D&D 3rd Edition Forgotten Realms

Af

Foromtale

Kaptajn Renard’s hårde støvlesåler gav ekko ned gennem stengangen. Hans hals var tør, og hans bluse var begyndte at blive småvåd af sved under hans ringbrynje. Hans ben syrede af den lange løbetur fra Ravnsgade til Horngade, men han stoppede ikke. Han forbandede mentalt Westgate og dens daglige trafi k. Selv efter han havde brølet sin rang ud over gaden, havde han været nødt til at mave sig igennem mylderet. Han stoppede, og lyden af hans støvler imod gangens sten gav ekko en sidste gang, inden den døde ud. Han så op på den store egetræsdør. Det tohovede løvesegl, som prydede dørene, virkede mere majestætisk, end det havde gjort, sidst han var her. Bevares, sidste gang havde han ikke skulle overbringe så ilde nyt og stå model til hele rådets spørgsmål og hårde blikke - eller rettere, hele rådet undtagen to.

To vagter fl ankerede døren. Han så fra den ene til den anden, men ingen af dem så tilbage. Han fornemmede dog tydeligt følelsen af medlidenhed fra dem, og han sparkede sig selv indvendigt. Var det så tydeligt at se, at han var oprevet? Han strammede sig an, rettede sig op og anlagde, hvad han håbede var en professionel mine. Han lagde en hånd på døren og skubbede den op. Han gik ind i det store rum uden at se på nogen af mændene, der alle som en stirrede på ham på en måde, der fi k ham til at føle sig ti år ældre og 1 meter lavere. Han stoppede midt på gulvet og gjorde honør for forsamlingen. Rummet var tavst. Ingen af mændene gjorde mine til at tale. Han rettede sit blik op imod magistratens tomme sæde. Rummet virkede tomt uden den gamle godmodige mands tilstædeværelse. Han så over imod venstre mod det tomme sæde som, han vidste, ville være der. Han bed sig i læben og så op på magistratens sekundant. Han mødte den aldrende mands blik, og trak vejret dybt inden han, med en stemme der lød en smule hårdere, end han havde planlagt, sagde: “Ærede rådsmedlemmer; Wilhelm Schezzar er død!”

Spillet på