Et hoved uden verden

Af

Foromtale

Thomas så fjernsyn. Han så programmerne om menneskene, og han så programmerne i menneskene. Han så, hvordan de undgik de lange ord, som kunne vække tvivl. Hvordan de taktfuldt undgik at omtale fortiden.

Hvordan universet blev borgerlighedens prydspejl, og ånden bordtalens remse. Hvordan hentydninger til alt andet end pløret og truget gav svinet nervøse trækninger.

Hvordan dumheden kvalte hjertet, som man kvæler et barn med en pude, til der ikke var længsel eller anelse tilbage, kun den store moralske uforståenhed overfor livet. Hvordan den, som endnu ejede et gran menneskelighed, blev anset for galning.

Hvordan han kunne synge lidenskabens og menneskelighedens pris på torvet, og alle kunne sige: "Hvad taler han om?" Han forstod, at verden havde fået en ny kultur-hero, ikke guden med kundskaber til menneskene, men den idealiserede arbejder, ubesværet af noget så usundt som en hjerne.

Brunskjorterne havde overtaget, med den sædvanlige effektive blanding af frygt og had til det uforståelige, til kultur og religion, intellekt og elskov. Han huskede de billeder, hans far havde vist ham fra tredivernes Tyskland.

Nu som dengang var en tid til flugt, for kunstnere og intellektuelle, for alle, som havde ånd og livsgnist i sig. Blot var der nu ikke længere nogen steder at flygte hen.

Spillet på