At jage en skygge

System: Deadlands

Af

Foromtale

Pustende kastede Charles Bernley sig ned bag en stor sten. Det var i sidste øjeblik, for samtidigt lød den karakteristiske syngende lyd, idet det jagende projektil slog af på toppen af stenen.

Charles forsøgte desperat at tænke. ”Hvem er den mand? Hvorfor vil han dræbe mig? Jeg har da ikke gjort nogen noget. Hvad fanden gør jeg?”

En raspende stemme lød over sletten: ”Jeg har dig dit lille møgøre, giv op og mød din skæbne. Jeg ved du er der, jeg kan høre dig ånde og lugte din frygt”.

Med stort besvær tog Charles sig sammen og fik nok styr på sine hænder til at kunne stoppe et par patroner i den gamle Colt.

Han lukkede øjnene og bad så inderligt til sin Gud som aldrig før. Hvis bare Herren ville høre denne ene bøn....

Lyden af fodtrin kom nærmere stenen. Charles mistede koncentrationen om bønnen og lyttede istedet nøje. ”Han bærer kun én spore” tænkte han, og skældte efterfølgende sig selv ud mentalt for at hæfte sig ved noget så åndssvagt. Nu var lyden lige på den anden side af stenen, kun få meter væk. Charles sank en klump, løftede forsigtigt pistolens munding op over stenen, og uden at se efter pegede han pistolen i, hvad han mente var lydens retning. Men endnu en hurtig bøn til sin skaber trykkede han af. Mens ekkoet rungede over sletten, hørte Charles en lyd som en krop, der ramte den støvede jord.

Forsigtigt så han op over stenens kant, og dér i støvet få meter borte lå han. Herren havde altså hørt ham! For god ordens skyld trykkede Charles de resterende patroner af i sin overfaldsmand. Hans glæde over sin succes standsede dog brat. Med en langsom bevægelse rakte Charles’ overfaldsmand sin behandskede hånd ud og samlede den cigarillos op, han havde tabt. Med en hvæsende latter tog han et hiv, og Charles så til sin gru, hvordan røgen sev ud af mandens brystkasse flere steder.

”LØB! LØB FOR HELVEDE!” skreg hans hjerne til hans ben, men Charles var som frosset fast. Den lammende frygt bredte sig endnu engang i ham, mens overfaldsmanden roligt og stift rejste sig. Charles så nu hans ansigt, eller hvad der var tilbage af det. Flere steder var huden borte, og det blege kranie sås tydeligt. Det næstsidste Charles mærkede var den varme fornemmelse af sit eget urin, der løb ned af benene. Det sidste blev det kraftige slag, da liget overfor ham tømte sin haglspreder i Charles’ bryst.

Spillet på