Sceleris Diabolus

System: In Nomine (WoD-regler)

Af

Foromtale

Martin havde altid været så rolig. Så jordbunden. Det vidste de alle fem. Hvis nogen nævnte hans navn, var det første ord, man associerede med ham som reglen ‘fornuftig’ eller ‘afslappet’. Han var som reglen også i godt humør. Han smilede ofte. Lo og lavede skæg og ballade. Der blev stadigt talt om hans practical jokes på Hasseris Gymnasium, og det var endda fem år siden, han var færdig derude. Fem år. Ingen andre end lærerne på stedet havde selv oplevet ham, men hans måde at få folk til at le på var næsten legendarisk.

Han ville gerne have været komiker, sagde han, men komikere var ikke så sjove, når det kom til stykket... Så han var taget til Århus for at læse Teologi. Præster kunne være ufrivilligt morsomme på en måde, som alle kunne le ad, som han sagde. Hvis man ikke troede, Gud kunne le, måtte man da leve et fattigt og utroligt trist liv. Og hvad der var godt nok til Vorherre, var godt nok til Martin.

Han havde været troende på den gode måde. Uden at blive missionerende eller dum at høre på. Uden evigt og altid at skulle møve sin tro og sine holdninger ned i halsen på andre. De fleste af Martins venner fandt sådan set først ud af, at han var et troende menneske, da han fortalte, at han var blevet optaget på studiet i Århus. Han glædede sig. Inderligt. Nu skulle han gøre noget meningsfuldt med sit liv. Han ville hjælpe folk. Få dem til at smile. Elske livet. Martin ville gøre folk glade...hele livet. Helt til slut.

Nu stod hans fem bedste venner fra gymnasietiden ved hans kiste i BudolfiKirke i Aalborg. Ingen af dem anede rigtigt, hvad der var sket. Hver især havde de holdt kontakt med Martin...og ingen af dem havde bemærket noget usædvanligt ved ham. Det vil sige...lige indtil han valgte at tage livet af sig selv. Cyankalium...og en kugle gennem tindingen. På én gang. Det var helt surrealistisk. Han ville virkeligt være sikker på at dø. Men han havde så meget at leve for.
Han var ung, flot, velbegavet, charmerende og vellidt.

Og død.

Det eneste de fem vidste var, at han havde sendt dem alle et brev før han døde. Et der ikke gav ret meget mening. Et brev der var ens for alle fem venner. Et brev der endte med en tekst på latin...

En bøn.

De fem så på hinanden. Der var noget, der ganske enkelt ikke stemte.
Noget var helt, helt galt...og de vidste det alle sammen.

Spillet på