Berelions sidste håb

System: D&D 3.5
Genre: Fantasy

Af

Foromtale

I landet Berelion, det sidste frie kongerige af Mins’jk, lå kongen for døden. Han var gammel af dage og meget syg. Både fysisk, men også i sjælen. Hans eneste søn og tronfølger, Berelions sidste håb mod det onde Imperium af Karthar´n, blev i dette øjeblik holdt fanget af den onde kejser Zorserus af Kathar´n. Disse informationer havde for kort tid siden nået Kongens øre, og de kunne ikke være andet end rigtige, for de kom fra selve Him, Kongens Personlige og trofaste mester spion, der på dette tidspunkt opholdt sig i Kejserens Hof. Kongen sad nu i et dilemma. Hans søns dage var talte. Han måtte gøre noget. Men hans trofaste og kyndige folk var alle på slagmarken og kunne ikke sendes på opgaven for at redde hans søn. Ikke før det var for sent. De eneste han havde til rådighed, som han stolede på, var hans personlige hofnar, halvelveren Bulf, hans gode ven den gamle vagt-kaptajn Brølle, og selvfølelig Him. Men han brød sig ikke om at bede dem om hjælp, for han vidste at de aldrig ville sige nej. De var de tre mest trofaste i hele kongeriget, og han vidste også at opgaven ville kræve deres liv, hvis den gik galt. Men han vidste også at han ikke havde andre valg. De tre ville stadig ikke være nok. Han manglede en der kunne åbne låse bedre end Him, en der kunne komme helt ind i Kejserens fangekælder og tilbage igen. Han vidste bare ikke hvem. Derfor bad han Bulf om hjælp, for Narren var ikke nogen nar, når det kom til at få informationer ud af folk. Han kunne nu godt lide Bulf. Bulf havde været hos ham siden han blev født, han havde også være hans fars Hofnar. Sikke et godt valg hans far havde gjort, da han ansatte Bulf som hofnar, for narren var en god ven at have i nærheden, når man var skidt tilpas. Han kunne altid få en til at blive glad på livet igen. Der gik kun få timer, inden Bulf kom tilbage med et svar. Han fortalte at nede i den fjerneste og mørkeste krog af borgens fangekælder, sad hvad man skulle mene at være Mins’jks bedste tyv. Hun havde siddet dernede årtier og ventet på sin dødsstraf. Ingen vidste dog, hvorfor hun ikke var blevet henrettet. Selvom det var risikabelt, valgte den gamle konge at se denne Tyv. Hun var ikke andet end skind og ben, og kunne ikke se ret godt! Men efter kongen havde lovet at benåde hende og give hende land og rigdomme for at redde hans søn, beviste hun sit værd, ved at dirke den udirkelige lås op, som hun havde gjort for så mange år siden, men som ingen nu kunne huske! Valget var gjort, hende Shella den bedste tyv af Mins´jk skulle redde hans søn, sammen med Bulf, Brølle og Him. De tre drog af sted til Kejserens Hof, under dække. De var blot rejsende skjalde, som var hidkaldt at Hertuge Himpostar af Småland (Hims dække i kejserens hof), de skulle spille, som så mange andre skjalde, til kejseren fødselsdag. Den dag som også ville blive Kongesønnens dødsdag...

Spillet på