Alexandria

Om Alexandria
Indsend rettelser
Kontakt os

Søg efter spil
Tags
Alexandria i tal

Kalender
Jost-spillet
Blog-feeds

Priser

In English
Log ind:
Vælg sprog:

daennbsv

[Historie]

Forside til [Historie]

System: Systemløst
Deltagere: 1 GM, 6 spillere

Af

✏️Morten Lund

Download

PDF Scenariet (0,7 MB)

Foromtale

..Stormen raser stadig med uformindsket styrke, da du endelig finder den lille jordhule under det væltede træ, hvor pigen har gemt sig for uvejret. Hun er krøbet i ly i den fjerneste krog med en gammel slidt dukke i favnen. Hun ser op på dig med store øjne, pludselig fyldt af et håb så stærkt som kun børn kan have det. Er du en engel? spørger hun; Du smiler forstående og ryster på hovedet; Nej, vi er ikke engle, svarer du; Men kom, jeg ved hvor din mor er, og hun savner dig frygteligt meget. Pigen ser væk, brødebetynget. Er hun ikke vred på mig, fordi jeg løb væk? spørger hun forsigtigt, væk stadig ikke sikker på sin redning. Du ler stille, rørt af hendes uskyld, men tager dig i det og tager i stedet hendes hånd; Nej selvfølgelig er hun ikke vred på dig. Hun har ledt og ledt; og været meget bange for hvor du kunne være henne. Men kom, så skal vi nok følge dig hjem...

...En anden dag, et andet sted...

I står ved afspærringen på landevejen i det skarpe morgenlys under en skyfri himmel. Halvvejs over sletten strækker raketten og affyringsrampen sig op mod himlen. Han stiger ud af bilen, tydeligt irriteret over endnu en afbrydelse i hans dag. Hans morgen har været en lang serie af afbrydelser, tilsyneladende uden sammenhæng, men hele tiden har de forsinket ham, sådan at han nu er flere timer forsinket. Han er en stolt mand, tydeligt sikker på sig selv, kortklippet og i skjorteærmer. Selv hans briller, hans eneste svaghed, bærer han som en selvfølgelig forlængelse af sig selv. Han er en selvsikker mand, fuldstændig herre oversituationen. Men hans indre ro fordamper på et øjeblik, da han ser den sorte røgsky, der pludselig udvikler sig fra toppen af raketten, på den anden side af indhegningen. Han synker ned i knæ, mens han vantro stirrer på det slanke hvide tårn, der snart er indhyllet i en tyk sort sky. Med jeres opgave løst, er der ingen grund til at I er her længere. Da du ser tilbage, sidder han stadig sammensunket på vejen med ansigtet skjult i hænderne.

...En anden dag, et andet sted...

I har set så meget; været så mange steder og berørt så mange liv, at det hele flyder sammen for dig. Så mange forskellige indtryk, så mange små verdener, hver især i et lille univers i sin egen ret, som I har bevæget jer i. Men der er heldigvis altid jeres eget faste holdepunkt: Pensionatet.

Spillet på

Fastaval (2005)


Indsend rettelser for denne side