Grænseland - Ilddåben
System: LARP
Deltagere: 300 spillere
Arrangeret af
Lorania
Af
Christian Gosmer (Tilmelding) |
Download
Folder [dansk] | (2,7 MB) | |
Tilmelding [dansk] | (0 MB) |
Foromtale
Selve scenariet foregår i en del af Liverollespilsforeningen Loranias verden der kaldes Bakkelandet, et ugæstfrit landskab, der afgrænser det mægtige rige Loranien mod syd.
Næsten siden tidernes morgen har dette område været forbundet med uro, et sted hvor tilbedere af de mørke guder kunne dyrke deres tro i skjul for riget Loraniens stramme love.
Med tilgangen af et folkeslag der kaldes Mallere for godt hundrede år siden blev uroen større og prægede til sidst det meste af Loraniens sydlige prinsedømme. Med slid og store tab, formåede Loraniens hær at fordrive Mallerne til Bakkelandet, som de siden har opereret ud fra.
Som foranstaltning mod truslen fra syd, valgte kongen, at forstærke sine fæstningsværker mod syd. Især fæstningen Paces, bedre kendt som “Paces ovn”, bygget efter anden sortelviske krig i 3086, blev forstærket. Denne fæstning befinder sig 30 kilometer inde i Bakkelandet og er riget Loraniens sydligste bastion. Mangen en rekrut frygter at skulle aftjene sin værnepligt der, for de ved, at i Bakkelandet regerer Mallerne.
Vinteren har så småt sluppet sit tag, og foråret er ved at melde sit komme. Handelsruter i hele den sydlige region af Loranien har dog lidt frygteligt gennem vinteren.
Handelshusene er presset fra flere sider efter en vinter hvor over halvdelen af de udsendte karavaner aldrig har nået deres bestemmelsessted. Mange varer er rationeret, visse er helt udgået, og der hersker uro i befolkningen.
Alle synes umiddelbart at vide hvem der står bag; Mallerne. Folket frygter at krigen er på vej, og nogle har søgt til slægtninge længere mod nord.
Ved hoffet tages der ikke megen notits af udviklingen i syd, om end kong Avalons andenfødte søn prins Mathoin, der er prinsregent for Loraniens sydlige region, ser det som en mulighed for et politisk fremstød. Længe har han misundt sin storebror kronprins Baliel for hans storslåede militære kampagner i Loraniens østlige region, hvor han er prinsregent.
Således er det nu blevet besluttet fra højeste sted at beredskabet og kontrollen i Bakkelandet skal øges. Prins Mathoin har befalet at der i tilknytning til fæstningen Paces, bygges fem udposter 30 km længere inde i Bakkelandet.
Udposterne er blevet døbt Skt. Helenas Bastioner, til ære for helgenen af samme navn. Det er prinsens intention at der med disse bastioner som udgangspunkt, kan foretages et større antal patruljer i det fjendtlige område, for at øge kontrollen og ydermere styrke kendskabet til terrænet.
Opbygningen er så småt i gang, og vil til start blive bevogtet af værnepligtige bataljoner, indtil mere rutinerede styrker kan frigøres fra anden tjeneste og overtage bevogtningen.
En hård tid venter de nye værnepligtige der er blevet hvervet, for at kunne opfylde prinsens krav. Flere måneder i kasernebyen Ca’Martre hvor rigets mænd og kvinder, slæbes igennem deres grundlæggende militære uddannelse. Den 11. sydlandske infanteribataljon, er allerede sendt af sted mod Paces, og skal bemande vagten under konstruktionen af de fem bastioner. Derefter skal den nyindkaldte 16. sydlandske infanteribataljon overtage vagten i løbet af sommeren.
Sidst på sommeren overtager den nyoprettede 17. sydlandske infanteribataljon, dannet af ganske få garvede veteraner og befalingsmænd og et kuld helt nye rekrutter vagten. Ifølge planen skal disse holde til senest vintersolhverv hvor de garvede i 3. sydlandske infanteribataljon og 6. sydlandske kavaleribataljon overtager vagten vinteren ud.
- “En fjende truer det loranianske rige fra syd. Kong Avalon og Loranien behøver netop dig! Slut dig til under Loraniens mægtige krigsbanner, drag mod syd og kæmp for guder, konge og fædreland!”
Mallernes ører rækker langt, spioner beretter om loranianernes overmodige planer, og alle af Herren Kürogs undersåtter smiler ved tanken om den kommende strid. Mallernes vrede er vækket, våben slibes og pile spidses, mens de venter med grumme smil og ondt i sinde.
Tiden er inde hvor landet atter skal farves rødt af blod. Det tyder på, at vinterens provokationer er lykkedes, og de tåbelige blåkofter har taget maddingen. Bud sendes rundt og alle varskos om at samles til de kommende slagterier, for ganske vist er det, hvad der vil ske, hvis Herren af Destruktion velsigner sit folk.
Rygterne går, at stærke allierede vil slutte sig til mallernes rækker. Mangt et krigerfold brænder af raseri over blåkofternes fremfærd overalt i landet, og langvejs fra kommer udsendinge for at tage del i krigen i Bakkelandet.
Blandt de fremmede er både sortsharggaerne, det vilde folk fra Loraniens mørkeste skove, og de legendariske bærserkere - den blodlinie, som Herren Kürog velsignede med dyrenes kræfter og vildskab.
“Loraniens blåkofter ønsker at træde ind på vort land, slut dig til under Herren Kürogs flammende banner, og lad deres svage loranianske blod flyde frit, så de atter vil lære at frygte krigens og Destruktionens Herre!”
Så uanset hvilken side du vælger – loranianere eller mallere: God fornøjelse!
Afviklinger 🗺️
18. - 21. august 2005 | 🗺️ | Grib Skov, Danmark [aflyst] |
Nævnt i følgende artikler
Sommerens scenarier 2005 | Side 12 | Nummer 03 (April 2005) | Rollespilleren |
Fantasy på mange måder | Side 20 | Nummer 03 (April 2005) | Rollespilleren |
Rollespillerens store sommerkonkurrence | Side 41 | Nummer 03 (April 2005) | Rollespilleren |
Links
Indsend rettelser for denne side