Hvor kun dragerne tør komme...

System: Traveller D20
Genre: Efterforskning, Intrige, Komedie, Sci-Fi

Von

Beschreibung

Jeg glider på de glatte sten og falder. Griber - griber - prøver at finde noget, jeg kan holde fast i. Stopper først, da jeg rammer en stor sten. Jeg smager blod i munden. Lort!
Vi er nu i 3800 meters højde, og der er endnu pisselangt til toppen. Det regner konstant, og tågen gør at vi ikke kan se bjergtoppene - eller noget som helst i det hele taget. Er der mon sne deroppe? Det er ikke så koldt endnu, men den uophørlige regn og blæst slider på en. Og vi mangler endnu de værste 2000 meter op.
Det er en øvelse! Kun en øvelse! Men vi slæber stadig udstyr, våben og ammunition med, som om vi skulle starte en mindre krig. Løjtnanten elsker det sådan. Han er bare typen, hvor øvelser helst skal overgå virkeligheden i både smerte og anstengelser. Det meste af vores udstyr må vi ikke engang tænde - fjenden ville jo kunne jo se det på en energi-skanner. Hvorfor skal vi dog så slæbe på det? Har der tidligere været tilfælde af sindssyge i Løjtnantens familie? Jeg spør’ ham. Han svarer sjovt nok ikke...
Drrogguhh diskuterer med Løjtnanten om hvilken vej, der er den bedste opad. Hun er vant til bjerge og bevæger sig som en kantu-ged over klipperne. De vælger en kurs op langs et lille vandfald - ja nærmest gennem det. Er det virkelig den bedste vej - eller er det bare Løjtnanten, der vil hærde os? Drrogguhh går forrest op ad de våde sten, mens vandet vælter ned over hende. Drrogguhh er ny, men virker rigtig sej. Men er det virkelig så smart at putte en af de ulvelignende vargr på et team, der også rummer en ærkeracist som Peak? En ting er sikker: Der kommer til at lugte af våd hund i teltet i aften.
Peak er den første, der kommer over kammen. Han har også en kanongod fysik. Og lækkert hår. Var det her en film, ville Peak være helten - og jeg det morsomme sidekick. Han knæler og checker rutineret området gennem kikkertsigtet på sin riffel. "Bevægelse klokken 11". "Fald ned!!", hvæser Løjtnanten. Vi smider os fladt i det dybe mudder. Jeg kan altså mærke det sive gennem flængerne i mit tøj. Jeg pisser i Løjtnantens ration i aften, gør jeg!

Vi ligger i den silende regn i 15 min, før de menneskestore skygger, der bevæger sig 2-300 meter borte i tågen forsvinder. "Det kan da være, det bare er kantu-geder", kommer det fra Horn. Ja, hvad skulle det ellers være, Horn, din tumpe? Jeg siger det ikke højt. Vi er på en øvelse, og vi bør selvfølgelig lege, at der kan være fjender. Jeg er bare lidt i tvivl, om Horn nu også har forstået, at det kun er en øvelse. Han er ikke så kvik, men han er en skidegod soldat. Horn er sådan set god nok. Han siger bare så fantastisk dumme ting. Vi venter hele 20 lange minutter mere, så fortsætter vi. Gederne er væk. "Tror du de så os?", spørger Horn Peak. Peak ryster på hovedet. "Jeg er ikke så sikker", hvisker Løjtnanten alvorligt. Jeg er bare så forfærdelig ligeglad med, hvad de geder så. Jeg tramper videre.

Vi slår lejr i 4500 meters højde. Regnen og blæsten stopper pludselig, og bjergene bliver dødstille. Vi får taleforbud. Jeg varmer mad og vi spiser vores rationer i stilhed og mørke. De smager af lunkent pap. Løjtnantens smager også af pis. Hæ! Flere gange synes jeg, at jeg hører lyde i mørket. Pokkers geder.

Næste morgen regner det. Til en afveksling. Tidligt på morgenen falder jeg selvfølgelig igen. Længere end sidst. "Slog du dig?", spørger Horn, mens jeg tørrer blodet væk fra øjnene. Jubelfjols! Så lån dog en hjerne af en kantu-ged! Peak giver mig noget smertestillende, mens Drrogguhh finder reb og klatreudstyr frem. Så lyder det kort fra Løjtnanten: ”Pausen er forbi! Vi har travlt! Videre!”. Sadist! Bare vent til din frokost! Jeg prøver at stå. Nu begynder det også at hagle. Der er stadig over 1200 meter til toppen.

Og vi har ikke set dragerne endnu.

Hier gespielt worden