Tusind vokslys illuminerede balsalen og de overdådige kostumer og udklædninger som gæsterne bar. Alle som en var de maskerede, som konger og fyrster, som dyr, som uhyrer, som dødninge, som profeter, som galninge, som tiggere. Alle tav de, da fyrsten trådte ind - udklædt som selveste Saturn, og begyndte at tale: "Hvorfor sørge når man kan danse? Hvorfor græde, når man kan le? Er livet ikke til for morskab og fest? Venner! Lad os da feste denne nytårsnat som ingen før har festet! Lad dansen begynde!" Gæsterne brød ud i jubel, konfetti vældede ned fra loftet, musikken begyndte igen, og mere vin blev båret ind. Og dansen begyndte.

Men ved slottets fod, i sneen foran den tilmurede port, stod en hob af lasede og forkrøblede væsner og varmede sig ved bål. En mand i en pjaltet kutte og med sorte blodudtrækninger i ansigtet, rettede sig op, knyttede hånden mod murtinderne og hvæsede: "Jeg forbander dig hovmodige fyrste! Dine synder har kastet denne forbandelse over riget, og du tror at du kan forskanse dig! Men jeg siger dig: Inden natten er omme vil skæbnens dom have indhentet dig og din familie, inden solopgang vil maskerne være faldet!"

Et spil der opstår af følelser og konflikter mellem spillerkaraktererne.
Et drama om hovmod og lidenskab, synd og skyld, skæbne og dom.
En tragedie der kræver alvor, patos og rollespil af sine spillere, og kun gengælder det med fortabelse.

Det er nytårsaften året 18--. Fyrst Prospero afholder denne aften et særligtstorslået maskebal. Udenfor hærger pesten på sit højeste.

De forventningsfulde gæster er forsamlet på gulvet og langs de tre balkoner. Alle er udklædte; kvinderne i store balkjoler, fantastiske frisurer og med masker: mændene som konger og fyrster, nogle som narre eller dødninge, nogle som dyr eller uhyrer. Alle står de stille i skæret fra de tusind vokslys. Alle kigger forventningsfulde op mod scenens mørkerøde fortæppe. Og tæppet trækkes fra. Foran det mørkeblå bagtæppe med gyldne stjerner og planeter står fyrsten. Han begynder at tale: "Hvorfor sørge, når man kan danse? Hvorfor græde, når man kan le? Er livet ikke til for morskab og fest? Venner! Lad os da feste denne nytårsnat, som ingen har festet før! Lad dansen begynde!”