De inspirerende collager gør spillerne til medskabere af både deres roller og historien. Scenariet maler smukke scenebeskrivelser uden et eneste ord. Gennem billeder og symboler fremmanes fede situationer og genkendelige roller.

De fem har sammen lavet nogle kick-ass rollespil, der søger grænser og udvider mediets muligheder. Senest med Delirium, en usædvanligt opslugende oplevelse, som gav spillerne et eftertrykkeligt emotionelt efterspil. Før det havde de været med til at arrangere Totem og System Danmarc. Fælles for de nævnte scenarier er, at de har tilført dansk liverollespil nye teknikker, som bl.a. er inspireret af det eksperimenterende bordrollespil, og som dermed bidrager til at bringe live- og bordrollespil tættere på hinanden. Desuden har de fem bevist, at liverollespil ikke kun er dét ude i skoven, men også et voksent medie og kunstform. Det har tiltrukket sig interesse såvel nationalt som internationalt, bl.a. fordi de fem samtidig har gjort en indsats for at dokumentere spillene på et niveau, som aldrig tidligere er set i Danmark.

Sindssyge roller er sjældent lette at spille, men de tre gange Jesus kan let gå på vandet og være gale uden at blive gakkede. Andre scenarier med galskab som tema kan let lade sig inspirere af vanviddet i Ypsilanti.

De fire comfort girls må ofre mere og mere af deres fremtid for at kunne gøre modstand imod en nutid fyldt med dæmonisk undertrykkelse. Kampen for at være aktive i en verden, der vil holde dem passive, gennemsyrer scenariet helt ned til spillernes kropssprog.

Rollerne er ekstreme og kompromisløse. De har gode greb, der både underbygger fortællingen og deres egen plads i familien. Rollerne udbygges af spillerne på uhyggelig vis gennem scenariet. En stærk indgang til scenariet, som kan overraske og provokere spillerne.

The characters are extreme and uncompromising. They have strong mechanics, that support the story and their own place in the family. Characters are fleshed out in an unsettling way throughout the scenario. They create a strong entry into a scenario that can surprise and provoke the players.

Scenariet er helt igennem modbydeligt, og holder ikke sine slag tilbage. Afsøgningen af selvmordet som ultimativ løsning er ekstrem, og scenariet er bevidst om, hvad det gør. Med skarpe kulturskildringer af en ødelagt japansk familie mærkes selvmordsskovens ulykkelige dødsdrift.

The scenario is thoroughly disgusting, and doesn’t pull any punches. The exploration of suicide as an ultimate solution is extreme, and the scenario’s fully aware of what it is doing. With its edgy cultural depiction of a wrecked Japanese family, you strongly feel the suicide forests miserable death drive.

Mesterinstruktøren Ingmar Bergman tager scenariets scener om,
indtil han får sin vilje med kvinderne i denne cringe #meetoo-komedie.
Mekanikken stiller skarpt på, hvordan magt og privilegier kan udnyttes til
at skubbe folks grænser og tvinge et nej om til et ja.

The famous director Ingmar Bergman retakes the scenes until he gets
his way with the women in this cringe #meetoo-comedy. The mechanic
focuses on how power and privilege can be used to push people’s
boundaries and force a change from no to yes.

Spillerne får ingen roller, men lærer gradvist mere om sig selv gennem spillederens interviewspørgsmål. Sådan afsløres den gruopvækkende historie lidt efter lidt, men der gives samtidig plads til masser af medskabelse fra spillerne. Kombineret med en simpel mekanik til at eskalere scenariets giftige maskulinitet bliver det et ubehageligt og solidt greb.

The players are not given roles, but gradually learn more about themselves by being interviewed by the game master. Thus the horrifying story is revealed bit by bit, and yet the players still have lots of agency. Combined with a simple rule for escalating the toxic masculinity in the scenario, it creates an unnerving and solid mechanism.

Fordømt, for Evigt af Rasmus Høgdall
Forståelsen af sagens natur som enten rationel eller overnaturlig splitter de fire politifolk og bliver et centralt omdrejningspunkt. Scenernes sande gru fremgår i både det rollerne ser, og det usete, kun spillerne oplever. Vendebrikkerne sørger for, at rollerne gradvist mister dele af dem selv til deres indre mørke, og spillerne kan selv accelerere rejsen mod fortabelsen i jagten på nye spor.