Bohemer mødes på stamcaféen, og med repetition og kropslighed får spillerne en unik mulighed for at udtrykke karakterudvikling. Den gentagende rutine er en glimrende illustration af scenariets tema, som kan bruges i andre fortællinger.

Et kompromisløst scenarie om kunst, kærlighed og galskab. Alting peger i samme retning, og musikkens centrale rolle, den ubrudte fiktion og spillernes store ansvar giver alle værktøjer til at skabe et dynamisk crescendo.

Klassisk musik bliver til rollespil, når spillerne komponerer scenariets symfoni gennem et partitur af mulige scener, der ændrer sig i takt med spillederens musikalske input, og som klippes i fællesskab gennem råb og hvisken.

Rammefortællingen om den vanvittige Schumann er både udgangspunkt og alibi for at spillerne kan arbejde aktivt med den døende mands minder. Schumanns sidste symfoni udspiller sig i deres hænder, når scenerne sættes, genbesøges og væves sammen.