Alexandria

Om Alexandria
Indsend rettelser
Kontakt os

Søg efter spil
Tags
Alexandria i tal

Kalender
Jost-spillet
Blog-feeds

Priser

In English
Log ind:

Når solen går ned

System: Systemløst

Af

✏️Morten Flensted

Foromtale

Tord Hammergierson kiggede ud over havet, hvilket smukt syn tidligt om
morgenen.
Havjætten Ægirs døtre, bølgerne, legede hen over vandoverfladen.
Snart ville de være hjemme efter et langt togt. Han takkede stille Frej, for
rejsen, asen havde holdt hånden over dem på rejsen så Ran, Ægirs kone, ikke
havde fanget dem i sit net og druknet dem. Vinden havde været god, og stået
dem i ryggen de sidste par dage.
Han tænkte varmt på sin kone, fik tårer i øjnene og et smil på læben. Det
var længe siden han havde set hende, og hvor han længtes. Nu kunne han
næsten se hjem. Kun brinken skilte ham fra det længe ventede syn, hans
fødegård og fra hans elskede. Hvis folk vidste hvor højt han skattede hende
ville de spotte ham, og kalde ham for mere kvinde end mand, den slags ting
havde aldrig ført gode ting med sig, om man stod på god fod med kongen eller
ej. Han tørrede hurtigt baghånden over øjnene og fjernede tårerne, rettede
sig op og kiggede længselsfuldt hen mod der hvor brinken stadig skjulte det
længe ventede syn af gården.
En tynd røgsøjle rejste sig fra der hvor han vidste gården lå, trællene
havde åbenbart allerede tændt op i bålet. På denne tid af året tændte man
ikke bål i langhuset før nogen timer inden aftensmaden.
Da han kiggede nærmere efter kunne han se, at der var flere røgsøjler.
Han stod stille lidt, inden frygten for alvor greb ham. "Få årerne i vanden,
NU. Ro til." Han satte sig selv ved en åre og begyndte at ro. Frygten greb
ham hårdt og nådesløst om hjertet. For hvert åretag, kom de nærmere gården,
og frygten i hans hjerte blev større og større. Det gik hurtigt, det var
gode stærke mænd han havde med sig, skønt han ikke skænkede dette en tanke
lige nu. Freja hjælpe mig, så intet ondt er hændt hende. Under hele turen
havde han bedt til at denne, nogen gang utilregnelige, gudinde ville holde
hånden beskyttende over hans elskede.
Mændene havde ikke opdaget nogen, og de grinede og gav højlydt udtryk for
glæden over den meget snarlige hjemkomst. Deres glæde var for stor til, at
de lagde mærke til hans sammenbidte ansigtsudtryk og slet skjulte frygt.
De rundede brinken og han rejste sig hurtigt og gik op i stavnen for at
spejde mod gården. Den var ikke så langt væk nu, skønt man endnu ikke kunne
se noget ret tydeligt. Der var vel to-tre pileskuds afstand til stranden.
Der var ikke en sjæl der rørte sig ved gården. Der var tre røgsøjler der
steg op fra gården, tynde som kom de fra et lille bål eller et større,
næsten udbrændt et. Han kunne ikke se præcis hvorfra de kom, de var skjult
af at mindre langhus. En af røgsøjlerne kunne sagtens komme fra
beboelseshuset, men hvad med de andre. Der var også for stille. På denne tid
plejede de fleste af trællene, at være oppe og i arbejde. Han stillede sig
helt op i stavnen klar til at springe fra borde med det samme. Han hjerte
bankede hurtigt i brystet på ham, normalt kunne intet, ud over gudernes
vrede, skræmme ham, men i dette øjeblik havde hans frygt aldrig været
større. Han anstrengte sig for at se tegn på liv. Men der var intet at se...

Spillet på

RusCon 14 (2005)

Priser

RusCon 14 (2005)

Vinder, Bedste scenarie

Trivia



Indsend rettelser for denne side