Alexandria

Om Alexandria
Indsend rettelser
Kontakt os

Søg efter spil
Tags
Alexandria i tal

Kalender
Jost-spillet
Blog-feeds

Priser

In English
Log ind:

Før Fanden Får Sko På

System: Systemløst
Genre: Drama

Af

✏️Morten Greis Petersen Fakkelskov

Foromtale

Knud Helge kiggede ud af stuevinduet. Det var nordvendt og vendte ud mod baghaven. På den anden side af hækken lå vidtstrakte enge, der i solens første stråler lå som mørkegrønne, let krusede felter. En hvid dis lå blidt hen over engene; en let vind greb disen og fik den til at danne slørede hvirvler - elverpigernes dans kaldes det. Knud Helge sukkede let og nød tavst det smukke morgenlandskab. Han havde taget fejekost og støveklude frem, men det smukke landskab havde fået ham til at stoppe op og dagdrømme ... Mors snorken brød idyllen - en hæslig, guttural snorken kom fra hendes vældige korpus inde i soveværelset. Inde fra stuen lignede hun en gigantisk so anbragt på en spinkel båre holdt oppe af fire tynde pinde. Knud Helge havde mere end en gang set mænd liste forfærdede ud af hendes soveværelse, når det var gået op for dem, hvad de havde ligget i med om natten.

Knud begyndte at støve af - blidt for ikke at vække mor, så kunne han have morgenen for sig selv - og nåede ud i køkkenet. Han kunne mærke sin egen udstråling af kedsomhed omkring sig, han vidste det godt, han var usigeligt kedelig. Fra køkkenvinduet kunne han kigge ned langs parcelhusvejen, han og mor boede på, dvs. han boede til leje hos hende. Vibevænget var blevet anlagt i midthalvfjerdserne og bestod af en række lave huse, skiftevis bygget af røde og gule mursten. Der var endnu helt roligt på vejen, overalt var der fuglekvidder, men meget druknede i mors snorken; men Knud Helge vidste at, om ikke længe ville pensionist Jørgensen ovre i nr. 4 komme ud og stille sig ved sin postkasse, der ville han stå, rank og spinkel i sin blåtonede slåbrok, og vente på avisbudet skulle komme med hans morgenavis. Om ikke længe ville Carsten komme ud af hoveddøren, Jørgensen og han ville udveksle høflige nik, hvorefter han i stilhed ville nyde sin morgencigaret. Det var fast rutine. Om vinteren kunne Knud Helge se lys i Carstens køkkenvindue, så han vidste at Carsten altid stod op før hans kone og børn gjorde det.

Ovre i nr. 7 måtte Anders være oppe nu. Knud Helge kendte ham ikke særligt godt, de havde aldrig hilst på hinanden. Men Knud havde lært at bemærke de små detaljer - lidt damp emmede ud ved et vindue, luften flimrede let ved skorstenen, altså måtte Anders have været i bad og var nu i gang i køkkenet. Nogle morgener kom Anders ud og hilste på Jørgensen og Carsten. Knud Helge følte sig helt syg om hjertet af bar ærgrelse ... hvis bare han også kunne være med ... Ikke fordi de tre mænd snakkede sammen og så ud som om de var nære venner, men de havde i det mindste slags fællesskab. Mors seng knirkede hæsligt, da hun vendte sig i den. Knud kunne ikke lade med at spekulere på hvad, der fik dem til at være oppe så tidligt på morgenen? Hvad fik fire mænd til at flygte til døgnets tidligste timer, hvad var der her, så de ikke ellers kunne finde?

En raslen, en klirren, kunne høres ude på gaden. Det vendte sig i Knud Helge - Skraldemændene kommer - det eneste, der formåede at ødelægge en morgen. Disse ulækre karle, der med deres hæslige latter og støjende skraldevogn forpestede morgenens uskyldighed, han hadede det. Men vent! Lyden var jo anderledes. Knud Helge kiggede ud af vinduet mod lyden. Stavrende hen af fortovet med let slingrende skridt, kom Annelise gående. Hun så træt og fuld ud, hendes studenterhue sad på sned over hendes lange, lyse lokker, i hånden havde hun plastpose, hvor omridset af et par vinflasker kunne anes. Knud Helge kom i tanke om, at hun lige var blevet student, hendes klasse havde været ude og køre for et par dage siden. Hun måtte være på vej hjem fra hendes første studenterfest, hun så i alt fald sådan ud. Knud Helge sukkede ærgerligt.

Før Fanden får sko på er et scenario, der finder sted i en lille stationsby på Sjælland sommeren 1983. Det er et fortællescenario, om end lidt utraditionelt, så det henvender sig især til spillere med interesse for denne type scenarier.

Spillet på

Viking-Con 22 (2003)


Indsend rettelser for denne side