Flinkebrikkerne er det konkrete symbol på, hvordan kvinderne på Sprogø må indordne sig institutionens forventninger, for at få et liv der kan fungere ude i samfundet. Selve kvindernes identitet er på spil. Flinkebrikkerne er rollernes eneste håb og værste frygt på én og samme tid.

Alle elementer i scenariet peger i samme retning. Vi både griner og græder med de uenige bestyrelsesmedlemmer, efterhånden som de borer sig ned i konflikter, der stikker dybere, end de først vil indrømme, og afslører dem som rigtige mennesker med rigtige navne.

Fire vidunderligt irriterende stivstikkere og regelryttere præsenteres med særdeles velvalgte fysiske og verbale benspænd, men får derefter skrællet lagene af, når spillerne via engagerende små sorger og eksistentiel tvivl når ind til menneskene bag facaderne.

Velvalgte fysiske og verbale benspænd får foreningsmøderne til at gå i selvsving, når kampen om den tomme cirkusgrund spidser til. Spillerne klædes dygtigt på til at bruge krop og ord, når der skal skændes højt og dumt, og Hitler-kortet skal smides.

Det starter som en karikeret foreningsdiskussion om et på ydersiden ligegyldigt grønt område og ender som en nærværende fortælling om rigtige mennesker med følelser og hjerte. Et scenarie om at kigge ind bag ordene og se mennesket, som muligvis er mere relevant i dag end nogensinde før.